Page 717 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

kjærere end Livet. Han bød ham derhos mindes, hvor tit en
liden Flok havde vundet stor Ære ved at sejre; han skulde
måle sin Styrke efter sine Mænds Mod og ikke efter deres
Antal; gjorde han det, måtte de, hvor få de end var, indgyde
ham mere Tillid, end Fjenderne kunde indgyde ham Frygt
ved deres Mængde. Der var også mere Grund til at foragte
end til at frygte en Hær, som ikke bestod af tapre Krigsfolk,
men af våbenløs Almue. Ved sådan Tiltale lod Kongen sig
bevæge til at forkaste det forstandige Råd og følge det
fordærvelige.
På højre Fløj af Valdemars Fylking stod der en Del unge
Mennesker, som havde stålgrå Kofter på. Svends Folk
troede, at det var Brynjer, de så', thi det så' ganske således
ud, og Kjærnen af Hæren gik derfor løs på den Fløj, men da
de opdagede, at de havde taget fejl, rettede de deres Angreb
mod den Del at Hæren, Valdemar selv anførte. Værd at
fortælle er det også, at der skal have kredset en sådan
Mængde Ravne i Flokkevis omkring Valdemars Hær, at
Krigsfolkene kunde nå adskillige af dem med deres Lanser
og slå dem ihjel. Midt i Hæren red en Sanger, som kvad den
velbekjendte Vise om Svends troløse Mord for ved således
at opmuntre til Hævn at opflamme Krigsfolkenes Mod i
Slaget. Da de skulde til at tørne sammen, var et Gjærde, som
omgav Markerne, i Vejen for dem; da Rytterne på begge
Sider ikke turde sætte over det på Grund af de spidse Staver,
der ragede op i det, gav Valdemars Fodfolk sig i Færd med
at rive det ned og begyndte Kampen. Svends Folk blev med
Lethed overvundne og havde Nød med at fly, thi Hestene,
som endnu var tunge af det Nattefoder, de havde fået, kunde
ikke løbe, thi overmætte, som de var, blev de hurtig trætte.
Den Mand, der førte Svends Hovedbanner, sprang ganske
vist af Hesten og gik løs på Fjenden, idet han opmuntrede de
flygtende til at tage Kampen op igjen, men da han så', at der
-711-