Page 718 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ikke fra nogen Kant kom Undsætning, plantede han
Banneret i Jorden, holdt på det med venstre Hånd og
fældede med højre Hånd dem, der kom ham nær. Til sidst
blev han, efter at have kæmpet berømmelig, fældet af den
Mængde Fjender, der stimlede sammen om ham.
Svend kom med nogle få af sine Mænd ud i en Sump; da
Hesten blev siddende fast i Hængesækken, måtte han se at
komme videre til Fods, og da Dyndet endda ikke kunde
bære ham, måtte han kaste sine Våben. Skjønt han støttede
sig på sine Folks Skuldre, blev han til sidst så overvældet af
Træthed, at han bød sine Ledsagere fly og satte sig på
Roden af et enligt Træ, der stod, thi Kræfterne svigtede ham
i den Grad, at han ikke engang kunde slæbe sig af Sted, når
han støttede sig på andre. En af hans Folk vilde hellere lide,
hvad det skulde være, end fejgt forlade ham; denne Mand
faldt ved sin Konges Fødder, ihjelslagen af nogle Bønder,
der var ude for at gjøre Bytte. De tog Svend til Fange, og da
de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Kongens
Skriver. Til sidst kjendte de ham imidlertid, og af
Ærbødighed for hans Kongeværdighed satte de ham op på
en Hest, hvorpå han bad dem om at føre ham til Valdemar,
hvad enten det nu var Frygt for Bønderne eller Håb om
Nåde, der drev ham dertil, men i det samme sprang en af
Bønderne pludselig ind på ham og huggede Hovedet af ham
med sin Øxe. Hans Lig blev uden nogen som helst højtidelig
Jordefærd begravet af Bønderne. Ulf, der var bleven fangen
i Slaget og sat i Fængsel i Viborg, blev, da Esbern var den
eneste, som vilde have ham skånet, straffet på Livet af
Knuds Krigsfolk, som mente, at deres Herres Død burde
sones med hans Blod. Ditlev blev også fangen, og da han
blev ført til Pinebænken, søgte han først over for dem, der
trak af med ham, ivrig at undskylde, hvad han havde gjort,
og da det til sidst gik op for ham, at det ikke hjalp, hvor
-712-