Page 719 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

meget han så end bad for sig, førte han sig så krysteragtig
op, at man ikke skulde tro, han var et Mandfolk, kunde ikke
engang bare sig for at græde og hyle og viste i alle Måder, at
han havde en Kvindesjæl i en Mands Krop. Således blev han
dobbelt straffet, fordi han havde myrdet Kongen, idet han
først blev til Spot og Spe og derefter måtte bøde for sin
Gjerning med Livet.
Magnus, Erik Lams Slegfredsøn, som med større Iver end
Retsindighed havde forsvaret Svends Sag, mente, da han
blev fangen, at nu vilde der times ham det værste, men
Sejrherren viste ham en Mildhed og Nåde, som langt
overgik alt, hvad han kunde ønske sig. Da de, som havde
taget ham til Fange, førte ham frem for Valdemar,
skjænkede denne ham nemlig af Hensyn til deres Frændskab
ikke blot Livet, men gav ham endogså mere Magt og
Anseelse, end han havde haft tilforn, og skjønt det havde
været mere end nok at lade ham slippe for Straf, viste han
ham stor Bevågenhed, for at han ikke ved strængelig at
hævne sig på ham skulde få Ord for at tage mere Hensyn til
sin Vrede end til Frændskabet. Skjønt Magnus havde
fortjent Straf for sin skammelige Adfærd, kom han således
til Ære og Velstand, fordi han var i Slægt med Valdemar,
som altså ikke satte ringere Pris på en Fjendes Frændskab
med ham end på sine Tilhængeres Troskab og Lydighed og
lønnede en Fjende lige så godt som sine Venner. Buris, der
ikke blot var i Slægt med ham, men også var ham tro og
hengiven og havde været ham til stor Nytte i hans Kamp
med Svend, lønnede han både med Guld og Ære, og hans
Broder Knud havde han nylig lige så rundhåndet skjænket et
Statholderskab. De, som havde tjent Knud, var imidlertid
endnu ikke tilfredse med det Nederlag, deres Fjender havde
lidt, hvorfor de i samlet Trop gik til Kongen og bad ham om
at landsforvise dem, der havde rådet Svend til at dræbe
-713-