Page 720 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Knud. Blandt andre forlangte de ivrig, at Thorbern skulde
straffes, skjønt han i Slaget på Randersbro, hvor de havde
været til Stede, på hvis Anstiftelse Drabet på Knud var
blevet begået, havde nægtet, at han havde nogen Del i dette
Forræderi, og i skarpe Ord fordømt dem, der havde haft med
det at gjøre. Kongen var bange for, at hvis han dømte så
mange af Rigets Ædlinger til Landflygtighed, vilde han
skaffe Knud og Buris, som han ikke ret stolede på, en
væbnet Hjælp imod ham selv i de forviste, og han vilde
derfor hellere tilgive de skyldige end skaffe dem, der vilde
ham ilde, nogen Støtte. Til sidst, da de blev ved at trænge
på, gav han imidlertid efter, for at det ikke skulde få
Udseende af, at han var lunken i sin Hævn over Knuds
Drabsmænd, og lovede at landsforvise dem, de vilde have
straffet, på den Måde, og at de kun skulde få Lov til at
vende tilbage til Riget, når de, på hvis Foranledning han
forviste dem, selv bad derom. Han vidste nemlig, at
Menneskets Sind let kan omskiftes fra Had til Kjærlighed,
og at Folks Følelser forandrer sig, efter som Tider og
Omstændigheder skifter, thi de er aldrig så bitre, at Tider og
Omstændigheder ikke kan mildne dem. De øvrige af Svends
Tilhængere tilgav han, da man bad ham derom, thi han vilde
hellere have Nytte af dem som tapre Krigsfolk end straffe
dem, og han var så meget tilbøjeligere til at vise dem
Godhed, som han vidste, at de ikke var Medvidere i det
morderiske Anslag.
Valdemar den store
Da Valdemar nu havde fået alt dette i Orden, satte han sig
strax for at indvie sin Styrelse ved tapre Krigsbedrifter og at
hævne al den Overlast, der var blevet tilføjet Riget ved, at
det i så mange År var blevet hærjet af Sørøvere, så at næsten
en Tredjedel lå øde og udyrket hen, og han stævnede til den
-714-