Page 723 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

således at hver af de fire fik sit Blad i den, thi han mente, at
det var den ærligste Måde at stemme på, at hver for sig
stemte skriftlig, før end han mundtlig gav sin Mening til
Kjende. Udfaldet blev, at alle enstemmig tilkjendte Absalon
det kirkelige Højsæde.
Da Absalon således var bleven Biskop, optrådte han strax
som Søkriger ikke mindre end som Bisp, thi han holdt for, at
det kun havde lidet at sige, at han vogtede over Religionen
indenlands, når den stadig truedes af Fare ude fra; det hører
nemlig ikke mindre ind under det hellige Embede at
bekæmpe Troens Fjender end at tage Vare på Kirketjenesten.
Bispegården lod han derfor for en stor Del helt forfalde og
lå stadig på Vagt ude ved Kysterne for ved sin Årvågenhed
at skabe Riget et sikkert Værn. Tit havde han ikke andet
Husly end en Løvhytte i Skoven, og ved selv at tage til
Takke med så ringe en Bolig rejste han atter Fædrelandets
Hus, da det var sunket i Grus. Sjællænderne fik også at
mærke, hvor stort Gavn de havde af hans Veltalenhed, thi
medens hidtil Vold og Kiv havde rådet på deres Tingsteder,
skaffede han ved sin Sindighed Ro og Fred til Veje. Så stor
var hans Veltalenhed, at de, som havde troet, at han hverken
duede til at handle eller tale, måtte indrømme, at det var
meget tåbeligt tænkt af dem. Heller ikke betænkte han sig på
ved Vintertid, når der var Is på Søen, at pløje Bølgerne med
sine Skibe, for at hans heldbringende Vagthold ikke skulde
savnes på nogen Tid af Året, eller for at det ikke skulde
hedde sig, at den store Kjærlighed, han nærede til
Fædrelandet, lod sig tvinge af noget som helst. Han var
derfor ikke mindre en Fader for sit Land, end han var
Biskop, og vandt sig et strålende Ry på én Gang som Kriger
og Troens Vogter. Sit første Slag med Venderne holdt han
Dagen før Palmesøndag ved Landsbyen Boeslunde. Da det
nemlig blev meldt ham, at de var faldne ind i Landet,
kæmpede han, kun fulgt af sine Tjenere, atten i alt, med
-717-