Mandskabet fra fire og tyve Skibe, og lige så farlig en Dyst
det var, lige så heldig kom han fra den. Efter at have jaget
adskillige af Fjendens Ryttere på Flugt fældede han næsten
alle Fodfolkene. Og til Trods for den store Overmagt, han
havde imod sig, mistede han ikke mere end én eneste Mand.
Således indviede han sin Færd som Bisp og som Kriger med
den skjønneste Sejr. Nogle få af Fjenderne, som fejgt
kastede deres Våben og det Bytte, de havde gjort, fra sig for
lettere at komme af Sted, frelste sig ind i en nærliggende
Skov.
Samme År skal Århus være bleven skrækkelig medtagen af
Sørøverne. På Falster, hvor Indbyggerne var så fåtallige,
måtte på samme Tid alle gribe til Våben for at forsvare sig
imod en umådelig stor vendisk Flåde. Kongens Mundskjænk
var tilfældigvis bleven sendt til Falster for anden Årsags
Skyld og måtte nu finde sig i at være spærret inde ligesom
alle de andre. En af Bønderne skal da for at bebrejde
Kongens Rådgivere deres Sendrægtighed have sagt, at de
tidligere Konger plejede at bære Sporer på Hælene, men
den, de nu havde, bar dem nok på Tæerne. Mundskjænken,
der, fejg, som han var, følte sin Samvittighed truffen, bragte
disse Ord for Kongen på en helt anden Måde, end han
burde, thi han gav dem en ondsindet Udtydning, og det, som
var til Forsmædelse for ham selv, fik han Kongen til at tro
var møntet på hans kongelige Værdighed. Han ophidsede
også yderligere Kongens Vrede imod Falstringerne ved at
fremføre andre ikke ringere Beskyldninger imod dem, opsat
på at få en enkelts Kådmundethed straffet med alles
Undergang. Han skyldte dem nemlig for det ugudeligste
Forræderi og sagde, at de havde for Skik at røbe Venderne
alle de Foretagender, der sattes i Værk imod dem; det
Venskab, de undertiden plejede med Fjenderne for at skaffe
sig Fred, tydede han som en Forbrydelse, og den
-718-