Page 731 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og Havet kom i sådant Oprør, at Kongsflåden til Trods for
Havn og Ankere drev til Søs og splittedes ad, og i fire Dage
holdt det Uvejr sig uden i nogen Måde at tage af. Dette
bidrog i høj Grad til at dæmpe Kongens Harme imod
Absalon, men han skammede sig ved at tilstå, at han nu i sit
Hjærte gav ham Ret, og skjulte af Undseelse, at han omsider
var kommen til bedre Erkjendelse, thi i al den Tid talte han
ikke med sine Rådgivere. Først Dagen efter gik han hen til
dem, da de tilfældigvis stod på Strandbredden, gav sine
Ledsagere Befaling til at holde sig tilbage og sagde så, at
skjønt det havde været hans Agt at skjule det, havde de vel
på hans Ansigt kunnet læse, hvor opbragt han var bleven, og
det var da heller intet Under, thi når man spørger Folk til
Råds, bør de svare med Forestillinger og ikke med grove
Ord. Hvad de havde sagt, var meget forstandigt, men det
kom noget for sent; havde de blot sagt det en tre Dage før,
så havde de kunnet forebygge en stor Ulykke. Den var for
sent på Færde som Rådgiver, der forsømte at tale om en
Ting, når den var uafgjort, og klagede over den, når den var
afgjort. At ville ændre gjort Gjerning er ikke langt fra at
være forrykt. Det var derfor ingen Nytte til, at de havde
overfuset ham med grove Ord, da sket var sket, og man for
det meste ikke er synderlig oplagt til at tage imod Fornuft,
når man bliver hidsig. At der vilde rejse sig sådant et Uvejr,
kunde intet Menneske på Forhånd vide, med mindre det var
blevet åbenbaret ham af Himlen, og han tvivlede ikke om, at
det var en Straf, der kom over ham for hans Synder, men
man burde ikke lægge ham til Last, at han ikke forud
kjendte Vejr og Vind og ikke forudså en uundgåelig Skæbne.
Det var derfor bedst at lade Klagerne over, hvad der var
sket, fare, og bruge al Kløgt og Flid til at lægge Råd op om,
hvad der lå for; han vilde nemlig hellere ende sit Liv på en
berømmelig Måde end lade Toget ende med en skammelig
Tilbagegang.
-725-