Page 726 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

begyndt, kom til at ødelægge det Rige, han skulde udrive af
Fjendernes Hænder, thi det var jo dog bedre, at han, som
stod for Styret, faldt i den hårdeste Sygdom, end at han blev
skyldig i den værste Synd. Da Sygdommen tog stærkere og
stærkere til for hver Dag, der gik, aflod Absalon aldrig at
våge og bede for hans Liv, og til sidst, da han mistvivlede
om, at der gaves noget Middel, der kunde hjælpe, og
skjønnede, at det eneste, der var at håbe på, var Guds Magt,
iførte han sig sit Bispeskrud, holdt Gudstjeneste og søgte i
den største Sjæleangst at forsone Gud og bad, at han vilde
hjælpe den syge; derpå forvaltede han rettelig Sakramentet
og gav den næsten døende Konge det. Styrket heraf faldt
han strax i Sved og kom igjen til sin Helsen. Bispen, som
endnu ikke var vis på, at han vilde komme sig, begyndte nu
som Følge af den Bekymring, han havde gået i, selv
pludselig at føle sig syg og afmægtig, og havde Himlen ikke
ladet sin Nåde lyse over ham, vilde det store Håb, han
allerede havde vakt, være blevet kvalt i selve Fødslen. Men
selv det, at han var syg, kunde ikke afholde ham fra at vise
Kongen den samme Omsorg, som han havde vist ham, da
han var karsk, thi da han tænkte, at et bedrøveligt Budskab
igjen kunde gjøre det af med Kongens Helsen, sørgede han
for, at han ikke fik at vide, at han var bleven syg, for at han
ikke skulde få et Tilbagefald, når han pludselig fik noget
sørgeligt at tænke på. Da han var bleven rask, takkede de
begge Gud, fordi han ved denne gavnlige Påmindelse havde
hindret dem i at udføre deres fordærvelige Forehavende,
angrede og bluedes over den Vildfarelse, de havde været i,
og glædede sig over, at Herrens nådige Tugtelse havde gjort
deres ugudelige Forsæt til intet. Efter således at være komne
på bedre Tanker opgav de at hjemsøge Landsens Folk og
besluttede i Stedet derfor at fejde på Rigets Fjender.
Absalon, Peder, Sune og Esbern var nu Hovedmændene i
-720-