burde byde, og gjør dem til dine Ligemænd, hvis Overmand
du burde være, når du foragter de gavnligste Råd og gjør
dem til Vilje, der er lige glade, hvad enten du har Skam eller
Ære af, hvad du tager dig for. Det er nu det andet Tog, du
gjør som anerkjendt og uanfægtet Enekonge, og nu skal det
opgives lige så skammelig som det første. Den ypperligste
Lejlighed vrager vi, Levnedsmidler har vi kun lidt igjen af,
vi kan sejle i Ro og Mag, og så søger vi et Påskud til at
vende om, thi der er intet, som hindrer os, så det er kun vor
egen Fejghed, der driver os, hvor meget vi så end vil give
det Udseende af, at det er den hårde Nødvendighed. Er det
sådanne Bedrifter, du vil udføre til Rigets Forsvar, og
sådanne Befalinger, du vil indvie dit Kongestyre med? Sæt
nu, vi får en Storm, så vi ikke kan komme af Sted, hvad
andet har vi så at gjøre end tvungne af den bitre Nød med
Skamme at vende hjem efter at have gjort os fortjente til de
forsmædeligste Bebrejdelser for vor Fejghed?" Disse og
lignende Ting betænkte han sig ikke på med de skarpeste
Ord at sige Kongen, dels tilskyndet af den Ærgrelse, han
følte, og dels i Tillid til det Venskab, der var imellem dem.
Skjønt Kongen blev meget opbragt over den Frihed, han tog
sig ved at tale ham således til, vilde han dog ikke, at det
skulde se ud, som om han ublu afviste den, der formanede
ham, og betvang derfor sin store Vrede, som hans Ansigt
noksom bar Vidne om, og svarede stilfærdig og tålmodig, at
der var adskillige, som kunde vidne om hans Bedrifter, og at
Absalon ikke havde øvet noget så stort, at Kongen ikke
endnu kunde kappes med ham i Bedrifter, selv om han
måske endnu ikke var hans Ligemand i Tapperhed. Mere
sagde han ikke, men gik strax i sin Båd og lod sig ro ud til
sit Skib, medens Absalon yderligere sagde, at han ikke
burde blive vred på den, der gav ham gavnlige Råd,
eftersom det var langt bedre åbenlyst at lade sig sætte i Rette
af sine Rådgiveres Formaninger end hemmelig at blive
bagvasket og ilde omtalt. Om Natten brød der en Storm løs,
-724-