Page 729 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nu for at røgte sit Hverv som Spejder var kommen tæt op
under Rygen, så' han, da Skibsfolkene gjorde ham
opmærksom derpå, at Kongsflåden pludselig havde taget
Årerne ind og i Steden for hejset Sejl. Han undrede sig over,
hvad det skulde betyde, eftersom det for stakket siden var
blevet bestemt, at den øvrige Flåde for at komme
hemmeligere af Sted skulde undlade at føre Sejl, og da han
så', at den havde opgivet sit Forehavende, måtte han
omsider, hvor ondt det end gjorde ham, også selv vende,
eftersom hans Stalbrødre således lod ham i Stikken, og søge
Havn ved Møen, hvor Kongen var tyet ind. Absalon var
meget mod i Hu, fordi hans Stalbrødre således havde svigtet
ham, og harmfuld over, at en så herlig Lejlighed til at vinde
en glimrende Sejr skulde gå til Spilde nu, da Vinden var
gunstig og Krigsfolkene ivrige, så det skar ham i Hjærtet, at
han måtte vende om fra det Togt, han havde begyndt på. Da
han gik fra Borde, blev han modtagen af Peder, Sune og
Esbern, som Kongen plejede at rådføre sig med, og de førte
også stærke Kæremål over, at Kongen så skammelig havde
opgivet et nyttigt og berømmeligt Forehavende. Kongen
skikkede nu Bud efter dem, og da han så', hvor nedslagne de
var, undrede han sig derover og sagde, at han havde fundet
det rådeligst at lægge ind under Øen for at undgå en
sendrægtig Nattesejlads; nu kunde de næste Morgen langt
bekvemmere sætte det hele i Værk; Dagen er jo nemlig
bestemt til Arbejde, Natten til Hvile. Da hans Rådgivere
ikke svarede, undrede han sig over deres Tavshed og bød
dem komme frem med, hvad der lå dem på Sinde. De
pålagde da Absalon at åbenbare, hvad de havde talt om
indbyrdes, og han tog da til Orde og sagde: "Er det så sært,
at vi har ondt ved at få Ordene frem, at de så at sige bliver
siddende i Halsen på os, når vi har så tung en Sorg at bære
på og er lige ved at kvæles af Ærgrelse? Thi vel må vi
græmme os, når vi ser dig slå således om, at der ikke kan
komme andet end Skjændsel ud deraf. Du lyder jo, hvor du
-723-