Page 725 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tjenstagtighed, de viste dem, mere af Frygt end af Venskab,
tilskrev han Troløshed. De plejede nemlig gjærne at holde
de Fanger i Forvaring, som Venderne overgav til dem, og
det hændte også jævnlig, at de, snarere af Frygt end af
Velvilje, lod dem vide, når Danskerne vilde fejde på dem,
men det gjorde de kun for ved Tjenstagtighed at skaffe sig
den Fred, de ikke var stærke nok til at værge med Magt.
Dåret af denne Mands giftige Tale besluttede Kongen med
Våbenmagt fuldstændig at ødelægge, hvad der var tilbage af
Falster, og til at iværksætte det mente han, at
Sjællandsfarernes Hjælp var tilstrækkelig. Han befalede da
Absalon at stille sig i Spidsen for Folkene fra den vestlige
Del af Øen, medens han selv vilde anføre dem fra den
østlige Del, og det var hans Agt at lade Hæren sætte over til
Falster dels på store Skibe og dels på Småskuder.
Sjællandsfarerne, som i lange Tider havde levet i stærkt
Fjendskab med Falstringerne og var opsatte på med
forenede Kræfter at hævne, hvad Fortræd de havde gjort
dem, var overmåde villige til at gjøre, som Kongen bød, og
glade over, at han vilde påføre deres Uvenner Krig og selv
føre an. Dette usalige Forehavende, hvortil ondsindede
Forestillinger havde egget Kongen, blev til alt Held
forebygget af Tilfældet ved en uovervindelig Hindring. Da
Kongen nemlig vilde give sig på Vej med en stor
Stridsmagt, fik han pludselig Feber i Ringsted og sendte
Bud til Absalon, at han skulde give Folkene Hjemlov og
skynde sig til ham. Således blev denne belejlige Sygdom
Midlet imod Kongens ulyksalige Forehavende, og denne fra
Himlen sendte Sot friede Valdemar fra Synd og et uskyldigt
Folk fra Ødelæggelse. I hvilken ikke blot skammelig, men
ynkværdig Tilstand må vi ikke sige, at Danmark vilde være
kommet, når det var blevet angrebet af Fjender udefra og af
Kongen i selve Landet! Hvem kan tvivle om, at det skyldtes
det guddommelige Forsyn, at han, som skulde befri Landet
for Sørøverne, ikke, da hans Herlighed så at sige lige var
-719-