Page 734 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

også imod deres Vilje vende om med deres hårdt medtagne
Skibe, som gik fra hinanden i Fugerne, så de ikke kunde stå
sig imod det oprørte Havs Brådsøer. Men de, som blev ved
at ro sig frem, måtte, for at Kræfterne ikke skulde svigte
dem under det vedholdende Arbejde, spise og ro på én
Gang, thi for at Sejladsen ikke skulde sinkes ved, at de lod
Årerne hvile om så aldrig så stakket en Stund, roede de med
højre Hånd, medens de holdt Maden i venstre. En liden Del
af Flåden, som var særlig opsat på at vise sig tapper og
indlægge sig Hæder, trodsede sig med Absalon i Spidsen
igjennem den usædvanlige Storms Raseri, arbejdede sig
igjennem det oprørte Hav ved utrættelig at bruge Årerne og
lagde ved Daggry ind under Hiddensø efter så at sige at
have besejret selve Naturen. Derpå lod Absalon, for at intet
skulde være uprøvet, den af sine Bedrifter som Søkriger
navnkundige Vetheman udspejde Landet og kom derved til
Kundskab om, at der ingen fjendtlige Skibe var i Havnene,
og at Rygboerne ikke frygtede noget fjendtligt Angreb, thi
deres Kvæg vankede om på Strandbredden uden Vogtere,
hvoraf man kunde skjønne, at Landsens Folk troede, at der
var Fred og ingen Fare. Kongen, som var bleven meget
mødig af den langvarige og besværlige Sejlads, begav sig,
så snart han havde nået Havn, over på Absalons Skib og
lagde sig overvældet af Træthed og Nattevågen til at sove.
Resterne af Flåden, der sammen med ham var nået over til
Rygen, talte kun tresindstyve Skibe.
Der var blandt andre to Hallandsfarere, som var mere
højbårne end højsindede. De mente, at så ringe, som Flåden
nu var, vilde den ufejlbarlig være udsat for stor Fare, og de
stævnede derfor hen til Absalon med det Skib, de havde i
Fællig, og sagde, at de nødvendigvis strax måtte have
Kongen i Tale, og da de fik at vide, at han sov, forlangte de,
at han strax skulde vækkes. Absalon sagde, at han ikke så
-728-