Page 735 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ubetimelig vilde forstyrre Kongen i den Søvn, han så hårdt
trængte til, men vilde de lade ham vide, hvad de havde på
Sinde, skulde han sige Kongen det. Så sagde de, at deres
Skib var ilde tilredt, det skortede dem på Levnedsmidler, og
de havde en lang Vej hjem, og nu havde de den bedste
Lejlighed med god Bør, thi Modvinden, der havde gjort
Udfarten så besværlig, var Medvind nu og vilde gjøre dem
Rejsen let, når de sejlede hjem, hvorfor de hellere vilde
benytte sig af disse gunstige Omstændigheder end blive ved
med dette mislykkede og unyttige Togt, hvorved de
ufejlbarlig vilde sætte Livet til enten ved Skibbrud eller ved
at dø af Sult. Absalon bød dem nu ikke blot at lade deres
skammelige Forsæt fare og i dets Sted beslutte sig til, hvad
de kunde have Ære af, men pålagde dem også for deres
Æres Skyld at tie stille med, hvad de havde haft i Sinde, thi
kom så skammelige Ord som de havde talt, ud iblandt andre,
vilde de uudslettelig brændemærke dem som fejge Krystere.
Hvad de havde anført for at besmykke deres kvindagtige
Fejghed, var ikke andet end tomme Påskud, sagde han, thi
de kunde med Lethed gjøre deres Skib i Stand, og det var
også en let Sag at skaffe sig fuldt op af Levnedsmidler ved
at gjøre Strandhug vidt og bredt. Var de skamløse nok til at
forlade Kongen nu, da han stod over for Fjenden og havde
så få Folk, vilde de sætte den største Skamplet på deres
Navn og Rygte. Så sagde den ene af dem, at han havde Ting
at tage Vare på for Kongen hjemme, som det var ganske
nødvendigt blev besørgede så hurtig som muligt, og da
Absalon indså, at han ingen Vegne kom over for hans
Udflugter med det gode, søgte han at true ham til at give
efter ved at lade ham vide, at Folk, der uden Forlov drog
hjem fra Leding og fulgte deres eget Hoved i Steden for at
vise Kongen den Ærbødighed, de var ham skyldige, efter
Landsens Lov ikke blot havde forbrudt deres Gods, men
også Livet. Men ikke engang ved at gjøre dem opmærksom
på, hvilken Fare de udsatte sig for, kunde han få dem til at
-729-