tage Mod og Mandshjærte til sig og lade Frygten fare, de
hejsede Sejl for at benytte Børen og sejlede bort, medens
han blev ved at forbande og udskjælde dem med de hårdeste
Ord. Da Kongen var vågnet, og Absalon fortalte ham, hvad
der var foregået, svor han på, at disse skamløse og troløse
Rømningsmænd skulde komme til at bøde for, hvad de
havde forbrudt imod ham. Derpå gik han i Land på Øen og
sammenkaldte Skibsstyrismændene for at høre, hvad de
mente, der burde gjøres. Adskillige fandt, at det var rådeligst
at vende hjem, da man ikke uden Fare kunde give sig i Kast
med Fjenden. Kongen sagde, at det Råd kunde være godt
nok, hvis man ikke ved at følge det satte en Plet på
Fædrelandets Ære og gjorde Fjenderne over al Måde kry.
Sporene af Lejren vilde nemlig røbe for Venderne, at
Danskerne havde været der, og Grunden til det hemmelige
Tilbagetog vilde de udelukkende søge i, at de var bange.
Derfor vilde han hellere udsætte sig for Fare end for Skam
og ikke sejle hjem uden at have været i Kast med Fjenden.
Desuden vilde de bære sig lige så fejgt ad som de, der var
rømt under Påskud af deres Skibes Skrøbelighed, hvis de
ikke viste sig dem lige så overlegne i Henseende til Mod og
Tapperhed, som de havde overgået dem i Evne til at udholde
Strabadser, men sejlede hjem med uforrettet Sag. Så rådede
Vetheman, som nylig havde udspejdet Rygboerne og vidste,
at de ikke var belavede på noget Angreb, til at lade Folkene
gjøre Landgang; hvis Landsens Folk så intet anede, kunde
de uden selv at lide nogen Skade slå dem ihjel og gjøre
Bytte; viste det sig derimod, at de var forberedte, kunde de
uden Fare strax trække sig tilbage igjen. Hvordan de skulde
forholde sig, sagde han, kunde de skjønne af, hvorledes
Pløjefolkene bar sig ad, thi når de har gjort den første Del af
deres Dagværk, plejer de altid at lægge sig til at sove for at
samle friske Kræfter til Arbejdet, men det har de kun for
Skik at gjøre, når der ikke er noget, de er bange for, og når
de føler sig fuldkommen trygge, så hvis de ikke fandt nogen
-730-