Page 739 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Skibene, for at Fjenderne ikke skulde spærre det smalle
Indløb til Sundet for dem. Da Rygboerne angreb ham med
deres Skibe, bemandede han nogle få Skibe med hele
Flådens Besætning, idet han foretrak at møde Fjenden med
vel bemandede frem for med talrige Skibe. Efter at have
sejlet dem i Møde og slået dem på Flugt undlod han at
forfølge de flygtende og vendte tilbage til Havnen, for at
Indskibningen af hans Stalbrødre ikke skulde sinkes, når de
vendte tilbage. Da han anden Gang blev angreben, satte han
sig lige så dristig til Modværge, og da de atter og atter blev
ved at angribe ham, slog han hver Gang disse hyppige
Angreb tilbage med sin hårdnakkede Modstand, og egget
ved disse mere uafladelige end skrappe Angreb, benyttede
han Lejligheden og satte efter Fjenden. Imidlertid kom
Kongen ned til Strandbredden, hvor han til sin store
Forundring fandt Skibene uden Bevogtning og Skjalm borte,
men da han omsider kom tilbage efter at have gjort Jagt på
Fjenden, lod Kongen Resten af Hæren gå om Bord og hejse
Sejl for at forfølge Rygboerne, som brugte Årerne for at
komme af Sted. De havde imidlertid så stort Forspring og
roede så skrapt, at han mere indjog dem Skræk end
udrettede noget ved at gjøre Jagt på dem. Da Kongen så'
Styrismanden på det Skib, der var nærmest ved hans,
springe ud i Forstavnen på sit Skib med en overmåde tapper
og drabelig Mine, roste han ham meget og sagde til sidst, at
hvad man gav ud til en tapper Mand, var herlig og priselig
anvendt. Omsider sprang Vinden om, så han ikke kunde
komme videre, og han måtte da vende om og ro lige så langt
tilbage, som han var nået frem med Sejl, og lige så let det
var gået fremad med Sejl, lige så vanskeligt var det at
komme tilbage ved Hjælp af Årerne. Medens Danskerne nu
stred sig frem med Strømmen imod sig, benyttede Venderne,
som var nøje kjendte med Farvandet, en Gjenvej, som
Danskerne ikke kjendte, og hvor Vandet var dybt, og søgte,
idet de pludselig opgav deres Flugt, at komme bag på dem.
-733-