imellem hinanden. Gnemer kom ham nu i Møde med sit
Skib og meldte, at Lejligheden var gunstig til at falde ind i
Landet; han havde nogle Spejdere med, som Landsens Folk
havde udsendt, og som han havde opsnappet. Kongen blev
glad herover, og ved Daggry rykkede han frem igjennem
Skovene, plyndrede Marker og Landsbyer med så meget
større Voldsomhed, som det skete hemmelig, og
overrumplede og fældede Landsens Folk, som lå og sov
trygt. Adskillige af dem troede, da de blev skræmmede op af
Lyden af Hestenes Hovslag, at det var deres egne
Høvdinger, der kom, men den Vildfarelse kom de snart ud
af, da de fik Spydene i Kroppen. Flere af dem stak
Hovederne uden for Døren og spurgte, om det var Cazimar
eller Bugislav, der var kommen, og som Svar på deres
Spørgsmål huggede Danskerne dem så ned. Biskop Absalon
var med en Del af Hæren draget en anden Vej og trængt
langt ind i Landet. Da han kom til et Sted, hvor han ved et
stort Mosedrag var skilt fra Kongshæren, og ikke vidste,
hvor denne befandt sig, var han snild nok til ikke at lade
stikke Ild på de Landsbyer, han plyndrede; først da han langt
borte så' den lld, Kongen havde påsat, mente han, at nu
kunde han gjøre ligeså, lod strax stikke Ild på Husene og
tilkjendegav ved Luerne, der flammede rundt omkring i
Egnen, sine Stalbrødre, at hans Tog var løbet heldig af. Da
de mente, at de havde gjort tilstrækkelig rigeligt Bytte,
begav de sig på Tilbagevejen til deres Skibe, og skjønt der
var et langt Stykke Vej imellem dem, gav de stadig ved
rygende Bål hinanden til Kjende, hvor de var, dels for at det
ikke skulde hedde sig, at de listede sig bort, og dels for at
den ene Del af Hæren ikke skulde storme for stærkt på og
komme hurtigere af Sted end den anden.
Imidlertid var Skjalm Skjæggemand, der var bleven ladt
tilbage for at tage Vare på Flåden, stævnet ud i rum Sø med
-732-
1...,728,729,730,731,732,733,734,735,736,737 739,740,741,742,743,744,745,746,747,748,...976