Page 741 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem tænkte i Overensstemmelse med sin Alder, Absalon,
som det sømmede sig en modig Ungersvend, Peder, som det
passede sig for hans grå Hår.
Da der nu kun var syv Skibe tilbage af hele den danske
Flåde, roede Slaverne stolende på deres Mængde på det
ivrigste frem, idet de i deres Foragt for Fjendens ringe Antal
udstødte skingrende Skrig; men de gik mere hidsig end
modig til Værks, thi så snart Pilene begyndte at ramme dem,
turde de ikke ro nærmere. Lidt efter begyndte de med deres
dragne Sværd at slå snart på deres Halse, snart på deres
Skjolde i den Tro, at de kunde skræmme Danskerne med
den Slags Trusler. Derpå begyndte de igjen at ro frem,
medens de råbte og skreg i vilden Sky, så det var gyseligt at
høre på. Men det gik denne Gang ligesom den forrige, thi da
Danskernes Kastevåben nåede dem, blev de slåede på Flugt
og roede strax tilbage. Et tredje Forsøg på at skræmme
Fjenden gjorde de ved at dyppe deres af Solheden indtørrede
Skjolde i Vandet og strække dem over Knæene for at gjøre
dem brugelige til Kamp, som om det nu var uden for al
Tvivl, at de vilde slås med Danskerne, og nu endelig gav de
sig til at ro ivrig fremad, hvad enten det nu var Begjærlighed
efter Bytte, der drev dem, eller det var, fordi de skammede
sig. Lige så drabelig dette til at begynde med tog sig ud, lige
så ørkesløst faldt det imidlertid ud, thi ligesom tidligere
skræmmede Pilene dem tilbage, og de opgav yderligere at
binde an med de fås uovervindelige Standhaftighed, skjønt
de så', at Danskerne i høj Grad hånede og udæskede dem.
Da Kongen atter fik Danmark i Sigte, havde Vinden lidt
efter lidt lagt sig, og Sejladsen gik så trægt og langsomt, at
de, skjønt de satte alle Sejl til, om Morgenen næsten lå på
samme Sted, hvor de havde ligget om Aftenen. Da Vinden
-735-