Page 742 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

således svigtede, lod Kongen imidlertid sine Fok bruge
Årerne. Omsider mødte han Eskils Skib og gik om Bord på
det og sejlede til Skåne. De, som havde holdt ud med ham til
det sidste, sejlede til Sjælland. Peder fik nu Lyst til at spille
en Mand ved Navn Rane et Puds; denne Rane var overmåde
veltalende, men ikke synderlig snedig. Peder stillede da ikke
blot sine Fanger, men også en Del af sine Rorkarle op i
Løftingen, for at det skulde se ud, som om han havde gjort
stort Bytte, eftersom han havde så mange Fanger at vise
frem. Da Rane nu så' ham sejle forbi, vilde han give det
Udseende af, at hans Skib var læk, og gav sig derfor til at
skjælde sine Folk grovt ud og bød dem øse Skuden læns,
hvortil imidlertid en af Folkene svarede, at der havde jo ikke
været Vand i Kjølen i de sidste tre Dage. "Dine Folk forstår
sig ikke rigtig på at svare dig", sagde Peder. Nu så' Rane,
som stod og stak Hovedet frem og kigede, at der kun sad få
Folk ved Årerne på Peders Skib, medens der var en Mængde
unge Mennesker i Løftingen, som ingenting bestilte, og som
han derfor troede var Fanger. Han ærgrede sig da over, at
han havde holdt sig i Ro, og sagde, at Lykken ikke havde
været ham så god som Peder, eftersom han ikke havde
kunnet tage Del i Togtet, fordi han var lige ved at lide
Skibbrud.
Om Efteråret drog Kongen med en talrig Skare
Sjællandsfarere og Skåninger og en liden Skare Jyder til
Egnen omkring Arkona, hvor de gjorde stort Bytte. Da de
atter drog ned til Strandbredden, satte Rygboerne med en
stærk Stridsmagt fra Fastlandet over til Øen i den Hensigt at
falde Danskerne i Ryggen, når de atter søgte ned til Skibene
for at gå om Bord i dem. Danskerne blev nødt til at gjøre
Holdt en Stund, thi der opstod en stærk Tåge, som hyllede
Himlen i tæt Mørke, så de blev forvildede og ikke vidste,
hvad Vej de skulde. Man skulde næsten tro, at Lykken i sin
-736-