Page 745 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

som stod hos, dækkede hans Legeme, der var helt stivt af
Kulde, godt til med Klæder, og da han var bleven
gjennemvarm, fik han ikke blot sit Syn, men også sit Mæle
igjen, men hele den Dag var han så bleg, at han så' ud i
Ansigtet som et Lig.
Der var også en anden dansk Riddersmand, hvis Tapperhed
jeg mener ikke bør forbigås i Tavshed. Da han ganske ene,
mere ivrig end forsigtig, forfulgte de flygtende Fjender og
kom midt ind imellem dem, og Barbarerne opfordrede ham
til at overgive sig, ænsede han ikke denne deres Opfordring,
men sprang af Hesten og vilde hellere falde med Sværd i
Hånd end bjærge Livet ved at overgive sig. En vældig Hob
Fjender trængte ind på ham for at fælde ham, men enhver,
der kom ham nær, huggede han ned, og uden at vise det
ringeste Tegn på Frygt faldt han kæmpende, bedækket med
ærefulde Sår, på den Dynge af Lig, han havde ophobet
omkring sig. Ikke blot fulgte utallige Fjender ham i Døden,
men de overlevende var slagne med Forbavselse over den
Tapperhed, de havde set ham lægge for Dagen. Ved sin
udmærkede Tapperhed opnåede han, at de Vender, der var
Vidne til den, aldrig siden vovede sig til at holde Slag med
Danskerne.
Næste År beredte Danskerne sig igjen til at gjøre Tog til
Venden, og Rygboerne, som på Grund af det Nederlag, de
nys havde lidt, ikke havde Mod til at tage imod Krigen,
sendte derfor en overmåde veltalende Mand ved Navn
Dombar op for at bede om Fred. Absalon tog imod ham og
tog hans Skib til Brug for sig selv på Togtet, men hans
Skibsfolk tingede han i Kost, til han kom tilbage, og
Dombar selv tog han med til Kongsflåden. Det var nemlig
Skik, at Rygboerne og Danskerne gjensidig havde Ret til at
-739-