holde de Sendemænd, der, medens et Tog var i Gang, kom
fra Fjenden, tilbage, til de kom hjem fra Toget, for at de
ikke, når de vendte tilbage til deres Landsmænd, skulde
bringe dem Bud om, hvad der foregik i Fjendens Land, og
således mere gjøre Tjeneste som Spejdere end som
Sendemænd. Da stadig Modvind imidlertid sinkede Toget,
og det så' ud til, at Jyderne vilde gå fra hverandre, fordi
Levnedsmidlerne slap op for dem, afhjalp Sjællandsfarerne
og Skåningerne deres Trang ved gavmildt at overlade dem
af deres Levnedsmidler, for at ikke så stor en Del af deres
Stridsmagt, tvungen af den hårde Nødvendighed, skulde
forlade dem. Fynboerne derimod ydede ikke det ringeste
Bidrag til at afhjælpe deres Stalbrødres Nød, skjønt de
havde fuldt op af Levnedsmidler. Da Dombar mærkede det,
tilbød han nu kun Fred på lige Vilkår, medens han før havde
bedt ydmygt om den. For øvrigt forlangte han, at Absalon
skulde mægle hos Kongen. Da Bispen spurgte ham, hvilken
Borgen han vilde stille for, at han mente det ærligt, svarede
han, at han som Borgen vilde kaste en Sten i Vandet; det var
nemlig disse Barbarers hedenske Skik, når de indgik en
Overenskomst, at kaste en Sten i Vandet med Bøn til
Guderne om, at de måtte gå til Bunds som Stenen, i Fald de
brød deres Ord. Da Absalon nu imidlertid forlangte, at han
skulde stille Gisler, og ikke vilde vide af falsk og løgnagtig
Overtro at sige, hvor det drejede sig om alvorlige Ting, var
Dombar fræk nok til også på sin Side at forlange Gisler.
Absalon blev opbragt herover og sagde, at Rygboerne ikke
blot plejede at sende Danskerne Gisler, men også Penge og
Tilskud til deres Flåde, medens ingen mindedes, at
Danskerne nogen Sinde havde tilstået eller sendt Rygboerne
sligt. Hertil svarede Dombar: "I Fald du virkelig er i
Besiddelse af den Klogskab, du anser dig for begavet med,
så låner du villig Øre til, hvad jeg nu vil sige dig, og lægger
dig det vel på Sinde. Enhver, der vil bære sig fornuftig ad,
bør vel betænke, at Tiden falder i tre Dele, af hvilke han bør
-740-