Page 747 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

lægge mindre Vægt på de to, men nøje tage den tredje i
Betragtning frem for de andre - han mindes nemlig Fortiden,
ser Fremtiden i Møde og betænker vel, hvad der ligger for i
Nutiden. Dåren derimod plejer at svæve imellem Håbet om
det tilkommende og Mindet om det forbigangne, medens
han forsømmer at gribe den Lejlighed, som Nutiden byder
ham, og slipper, hvad han har imellem Hænderne. Således
går det også dig; hildet i ørkesløse og vidtløftige
Bekymringer hæger du så grundig og omhyggelig om
Fortidens Skyggebilleder og grubler således over, hvad der
skal ske i Fremtiden, at du ikke kan se, hvad der ligger lige
for Hånden, og hvad der ligger lige for Øjnene. Medens du
fordyber dig i Mindet om henfarne Tider, mener du
falskelig, at alt skal gå lige så lykkelig i Fremtiden som i
dem, og medens du øser Håb af Mindet, lader du Nutiden,
med hvad den bærer i sig, glide dig forbi. Jeg indrømmer, at
Danskerne i sin Tid har undertvunget mit Folk, men nu er
Lykken os lige så god og huld, som den fordum plejede at
være eder, og har sat os på lige så høj en Plads, som der
nogen Sinde er faldet i eders Lod. Så meget som I før har
overgået os, så meget overgår vi nu jer i Magt og Velfærd; vi
er ved Lykkens Gunst nåede så vidt, at Danmarks Lykke
aldrig har været større, end vor er nu. Derfor er det Dårskab
af dig at komme med slige Forlangender; idet du tåbelig
stiller dig den svundne Oldtid for Øje, glemmer du, hvad der
er sket for stakket siden, og søger at påtvinge mig sådanne
Vilkår, som du i Betragtning af de forhåndenværende
Omstændigheder snarere selv burde modtage end kræve af
andre. Eders Landemærker er ynkelig medtagne af vore
Våben og Hære og ligger øde og udyrkede hen; i vort Land
er der Overflod, og dog forslår den knapt til at ernære den
Mængde Mennesker, det avler. Og dog oprører det dig ikke
blot at betragte os som eders Overmænd, men selv som
Ligemænd, skjønt du ser, at vi i alle Måder er jer overlegne.
Vent med at kræve Skat af os, til I har nået den Lykke og
-741-