Page 748 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Velstand, vi nu har nået, og til du ser os sukke under de
Ulykker, der nu trykker jer".
Således talte Dombar. Absalon skjulte sin Harme og svarede
ham kun med nogle få Ord, men han fortalte Kongen, hvad
han havde sagt. Togtet blev opgivet. fordi det Oprør, Havet
vedblev at være i, hindrede Sejladsen.
Skjønt Kongen hidtil havde haft Held med sig, når han
angreb Venderne, indså han dog, at det var en vanskeligere
Sag at få Bugt med dem, end at han kunde overkomme det
med egne Kræfter. Han bad derfor Hertugen af Sachsen om
at slutte Våben- og Krigsforbund med sig og lovede ham en
stor Sum Penge derfor. Hertugen lovede at deltage i Toget,
dels fordi den store Løn lokkede ham, og dels tilskyndet af
Håbet om at underlægge sig sine Naboer. Den norske Konge
havde allerede tidligere foræret Valdemar, som han havde
det største Venskab til, et Skib forfærdiget med den største
Kunst i en Drages Lignelse. Det bød han nu Absalon
bemande med Rorfolk fra Roskilde og så føre det til den
danske Flåde. Da Absalon kom til Isøre Havn, blev han på
Grund af Modvind opholdt længere der, end han ønskede,
og der var ikke noget, som gik ham mere til Hjærte, end at
han, som ellers plejede at være hurtigere på Færde med sine
Forberedelser, når de skulde sejle, end alle de andre, nu
skulde være senere på Færde og komme bag efter, medens
de andre allerede var på Vej til Samlingsstedet. Som han nu
overvældet af Skamfuldhed og Ærgrelse lå og sov i
Agterstavnen, bares det ham i et Drømmesyn for, at det
vilde blive Magsvejr. Det tyktes ham nemlig, at en Mand
kaldte på ham, og at han gik op i Land, hvor han så en Stund
vandrede sammen med Biskop Toke af Børglum, som bød
ham at lægge nøje Mærke til og drage sig vel til Minde,
-742-