Page 749 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hvad han nu vilde få at høre. Derpå istemmede Toke tre
Gange i Træk den Hymne, der plejer at synges Julenat, og
bød ham høre nøje efter, hvad der blev sunget. Da han
vågnede, stod det, han havde set i Drømme, så levende for
ham, at han bildte sig ind, at det havde været Virkelighed og
ikke et Drømmesyn, og da han huskede, at det i Drømmen
var blevet ham lovet, at han næste Morgen skulde slippe af
Sted, fattede han så sikkert Håb om, at det vilde blive
Magsvejr, at han gik i en Båd, skjønt Stormen endnu
ingenlunde havde lagt sig, bød Astråd, som var
Højbådsmand på Kongeskibet, skynde sig at rejse Masten
og fik sig i en Fart noget at spise. Medens han var ved at
spise, kom Astråd og meldte, at Stormen havde lagt sig, og
spurgte, hvad han nu skulde gøre. Absalon bød ham strax
hejse Sejl og lægge ud gjennem Isøregab og, når han var
kommen ud af det, sejle uden om Øen på den Side, Vinden
vilde føre ham ad. Medens han nu skyndte sig at udføre
denne Befaling, satte Folkene på Krigsflåden, der var lagt
ind i den samme Havn, glade over, at det pludselig var
blevet Magsvejr, ivrig Sejl til, men det var de ikke så
heldige med, som de var ivrige til det, thi hvert Øjeblik
sprang Vinden om og drev dem snart i Øst og snart i Vest, så
de på Grund af Vindens Ustadighed ikke kunde sætte
Kursen, hvorhen de vilde. Man skulde næsten tro, det var
Himlens Vilje, at Absalon ikke skulde sejle alene eller
komme bag efter de andre, hvilket da også tydeligt viste sig,
da han nåede dem, thi så snart han kom til, skiltes Skyerne,
og de fik så god og stadig Bør, at Sejladsen, som hidtil ingen
Fremgang havde haft, nu gik strygende. Således viste selve
Elementerne Absalon Ærbødighed ved at lægge Bånd på sig,
medens de ikke vilde læmpe sig efter de andre. Da han
skjønnede, at Kongeskibet, der var betroet til hans Varetægt,
havde taget Skade i den stærke Storm og var i den største
Fare for at synke, lod han det strax trække op på Land og en
ny Planke sætte i det, så at det, efter at have været læk og
-743-