gjøre alt, hvad han kunde, for at det skulde blive et Bytte for
de to fremmede Folkefærd.
Nogle få Dage efter kom Valdemar til Henrik for at tale med
ham, og Hertugen førte ham tillige med Absalon og ellers
ingen andre ind i sit Telt og anrettede der et Måltid for ham,
ved hvilket en stor Mængde Stormænd gjorde Tjeneste som
Bordsvende. Det var et ypperligt Måltid i Henseende til
Retternes Mangfoldighed og Afvexling, men endnu
prægtigere var det dog i Henseende til Betjeningen, ved
hvilken der mere var lagt an på at gjøre Ære af Gjæsterne
end taget Hensyn til Nytten. Hirdmændene spiste ved et
Bord for sig selv. Da Valdemar var kommen tilbage til sin
egen Lejr, indtraf der nogle Begivenheder, som voldte ham
ny Bekymring, og det var ham da meget om at gjøre at få at
vide, hvor han kunde træffe sammen med Henrik, da han
nødvendigvis måtte have en Samtale med ham. Da han
sagde, at han måtte have en forstandig Mand til at røgte
dette Hverv for sig, foregav nogle, at deres Heste var halte,
andre, at deres ikke var ordentlig skoede, alle kom med
Udflugter og Undskyldninger for at skjule deres Frygt, thi
ingen af dem turde påtage sig en så farlig Sendefærd.
Imidlertid kom Absalon, der som sædvanlig havde brugt sin
Fritid til at hugge Brænde, tilbage fra Skoven, og da han
blev spurgt, om han vilde drage i denne Sendefærd for
Kongen, svarede han, at det vilde han gjærne. Da han nu
blev opfordret til at vælge, hvem han vilde have med, valgte
han næsten kun Frænder og pårørende, idet han holdt for, at
han bedre kunde forlade sig på dem end på fremmede. Den
mægtige vendiske Fyrste Nuklets Søn Prislav, der var
bleven jaget bort som en Forræder af sin Fader, fordi han
havde ægtet Valdemars Søster og antaget Kristendommen,
lovede at følge med som Vejviser, eftersom han var godt
kjendt med Egnen. Dels til Løn for hans Troskab og dels på
-745-