næsten sønderslået, blev lige så stærkt som før. For at det
skulde tage sig så meget smukkere ud, lod han Stævnen
beslå med gyldne Nagler.
Efter at han var stødt til Kongen ved Masnedø, sejlede de
med Flåden til Øen Poel, og Danskerne og Tyskerne faldt nu
i Fællig, men hver fra sin Side, ind i Venden; undertiden var
Danskernes og Tyskernes Hære hinanden så nær, at de
kunde se hinanden. Da Venderne en Gang havde
overrumplet og dræbt nogle tyske Krigere, der havde vovet
sig for langt ud for at samle Foder til Hestene, tog Rytterne
Hævn for den skete Skade ved at ty til en dristig List. De
skjulte nemlig deres Våben, tog simple og snavsede Klæder
over Brynjerne og gav sig til at meje, som om de var ude at
samle Foder, og da Venderne med Nuklet i Spidsen sprængte
frem fra deres Skjul for at slå dem ihjel, sprang de hurtig op
på deres Heste, kastede Leerne og greb til Sværdene i Stedet
og hug dem ned. Nuklets Hoved hug de af og satte det på en
Stage og førte det således til Lejren, til Gammen og Glæde
for begge Hære. Da hans Søn Prislav, der var bleven
fordreven fra sit Fædreland, fordi han elskede
Kristendommen og afskyede den hedenske Overtro, og
havde søgt Tilflugt hos Danskerne, fik det at vide, just som
han sad ved sit Måltid, holdt han en liden Stund op med at
spise, støttede Hånden til Kinden og sagde, at det var ret og
billigt, at en Gudsforagter fik et sådant Endeligt, og så
tænkte han ikke mere på det, men viste sine Bordfæller sit
sædvanlige glade og fornøjede Ansigt, så stor var hans
Selvbeherskelse og endnu større hans Ærbødighed for
Kristendommen, eftersom han ikke vilde anse den for Fader,
som han vidste var Kristendommens Fjende; det er derfor
ikke let at sige, om han lagde mest Sjælsstyrke eller
Fromhed for Dagen. Heller ikke ynkedes han nu mere end
før over sit Fædreland, thi han vedblev med Råd og Dåd at
-744-