Page 752 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Grund af Svogerskabet havde Kongen forlenet ham med en
stor Del af de vigtigste Øer. Absalon drog nu af Sted, og da
han havde talt med Hertugen, opfordrede denne ham til at
blive Natten over hos ham, men han svarede, at da Kongen
med Bekymring ventede på dem, burde de ikke øge hans
Ængstelse ved at lade ham vente længere, end det var
nødvendigt, og desuden sagde han, lå Flåden i rum Sø udsat
for alle Vinde. Efter således at have gjort Rede for, hvorfor
han havde sådan Hast, steg han til Hest, da det led ad Nat.
En højbåren Tysker gik imidlertid af sig selv hen til
Hertugen og sagde, at det kunde komme til at koste de
danske Sendemænd Livet, hvis de ikke fik flere Folk med, ja
han dristede sig endogså til at tale ham hårdt til, fordi han
lod en så lille Skare udmærkede Mænd drage bort uden at
give dem Ledsagere med, så stor Fare, som der var for
Hånden. Hertugen lod dem du kalde tilbage og tilbød at give
dem Ledsagere med, men ligesom Absalon ikke havde villet
tage imod Tilbudet om at blive Natten over, var han også for
stolt til at tage imod det tilbudne Følgeskab, idet han holdt
for, at der var større Ære ved, at han og hans Folk vovede
sig i Fare, end at de lod sig beskytte af andre. De var ikke
komne langt bort fra Lejren, før Prislav bød dem alle gjøre
Holdt og sagde: "Havde jeg stået for Styret her, vilde jeg
ikke have vægret mig ved at tage nogle Ledsagere med, så
få som vi er, thi det må snarere regnes for et Vidnesbyrd om
Forsigtighed end for Fejghed at ruste sig imod Fare, det
bedste man kan. Tapperhed er des mere prisværdig, jo
mindre den er parret med Dumdristighed; grunder den sig på
Letsindighed, fortjener den at lastes. Nu vilde det se
overmåde ilde ud, om vi bad om, hvad vi for kort siden lod
hånt om at tage imod, da det blev os tilbudt. Der er altså
ikke andet for, end at vi som den eneste Udvej til Frelse
sætter vor Lid til vort Mod og vore Kræfter og holder Håbet
oppe, just fordi vor Stilling er så fortvivlet, som den er. Vi
må derfor vise, at vi er tapre danske Mænd, og gjøre alt,
-746-