blev så længe borte, havde ved at læse i den hellige Skrift
søgt at forslå Sorgen over, at han så letsindig havde sendt
sine Mænd ud på denne Færd, og da han fik at vide, at de
var komne tilbage, lagde han sig strax til at sove, hvilket han
ikke havde kunnet før, fordi han var så mod i Hu.
Derpå sejlede de til Gudagerfloden, hvis Indløb var så
grundt, at store Skibe ikke kunde gå derind, hvorfor Kongen
måtte kaste Anker og blive liggende udenfor, da hans Skib
var for stort. Den Del af Flåden, der kunde bruges, fordi
Skibene ikke stak for dybt, løb under Absalons Anførsel op
ad Flodens snævre Krumninger, til den kom til et Sted, hvor
den udvidede sig således, at den så' ud som en stor Sø. Det
snævre Indløb til denne havde Venderne spærret med en
talrig Flåde for at hindre Fjenden Adgangen. Danskerne
søgte at splitte den ad, men da de ikke kjendte Farvandet
eller vidste, hvor dybt eller lavt der var, løb de på Grund.
Opsatte på at få Skibene ud i dybere Vand, hvor det var let at
sejle, sprang de, da de ingen Vegne kunde komme med
Årerne, over Bord, greb fat i Rælingerne og trak Skibene af
Grunden. Venderne stod imedens på deres Skibe som i
Skanser og kastede Spyd ned på dem, og ikke nok med, at
de angreb dem på den Måde, de sprang også over Bord og
søgte Lejlighed til at kæmpe med dem på nært Hold, men da
Danskerne tappert gik imod dem, vendte de lige så hurtig
tilbage til deres Skibe, som de var komne. Prislavs to Skibe
kom først ind i Søen, men der sprang så mange af dem, der
stod nede på Grundene, op på det ene af dem, at Bordene
fuldstændig brødes og det flaktes midt ad. De trængte
nemlig så stærkt på, at det ikke kunde bære den store Vægt.
Danskernes Flåde fulgte nu efter og bemægtigede sig de
fjendtlige Skibe, da Venderne rømmede dem og tog Flugten,
og derpå stak de Ild på Landsbyerne, der lå på Bredden af
Søen. Da Absalon ved Nattetid vendte tilbage, havde
-748-
1...,744,745,746,747,748,749,750,751,752,753 755,756,757,758,759,760,761,762,763,764,...976