Kongen ikke kunnet lukke et Øje, så bekymret havde han
været, fordi han blev så længe borte. Nu blev han glad over,
at han kom, sendte sit Skib hjem, fordi det på Grund af sin
Størrelse ikke syntes at kunne bruges i disse Farvande, og
gik ombord på et, der var noget mindre, og på det sejlede
han ind i Søen, hvorhos han sendte Sune ud med to Skibe
for at hærje rundt om i alle Bugterne. Han opbrændte også
Byen Rostock, uden at det kostede ham nogen Umage,
eftersom Byfolkene fejgt havde rømmet den. Han brændte
ved denne Lejlighed også en Billedstøtte, som Folket i sin
hedenske Overtro viste guddommelig Ære, som om det var
en himmelsk Gud. Derpå slog han en Bro, ad hvilken
Henrik, der var på Vej med sin Hær for at tale med ham,
kom over. I det samme så' Nuklets Søn Pribislav, der kom
ovre på den anden Bred, sin Broder Prislav på et Skib
sammen med Bernhard, om hvem Rygtet sagde, at det var
ham, der havde givet Nuklet Banesår, og han gav sig da til
at skjælde på ham og foreholde ham, at det var ugudeligt af
ham at pleje venskabeligt Samkvem med sin Faders
Banemand, men hertil svarede Prislav, at han var Bernhard
stor Tak skyldig. fordi han havde skilt ham af med en
gudsforgåen Fader; han vilde ikke regnes for Søn af en
Mand, om hvem det var vitterligt, at han var den største
Ildgjerningsmand.
Imidlertid udbredte der sig pludselig et Rygte om, at den
rygiske og pommerske Flåde havde forenet sig og agtede at
spærre Danskerne inde i Floden. Henrik forestillede da
Kongen, at han nødvendigvis måtte lægge ud af Floden for
ikke at komme galt af Sted i dens Snævringer, hvilket han
da også strax gjorde. Da man imidlertid ikke så' noget til
den samlede Flåde, Rygtet havde meldt om, fattede han
Mistanke om, at den havde lagt sig i Baghold, og besluttede
at møde List med List. Venderne havde i Virkeligheden lagt
-749-