sig på Lur i skjulte Bugter og spejdede efter Lejlighed til at
angribe Kongens Flåde, i Fald han gav sig til at hærje
Landet. For nu at lokke dem frem ved at bilde dem ind, at
der var Lejlighed til at fuldbyrde deres Forsæt, lod han en
Mand ved Navn Magnus stikke Ild på Landsbyerne på
Strandbredden, men bød Krigsfolkene holde sig skjult om
Bord på Skibene, idet han gik ud fra, at Venderne vilde tro,
at det var hele Danskernes Hær, der skjændte og brændte, og
som Følge deraf vilde være dristigere til at sætte deres
Anslag i Værk. Fjenderne havde virkelig også netop lagt den
Plan, som han tænkte. Så snart Magnus havde stukket Ild på
Byerne, troede Rygboerne, at alle Danskerne var på Færde
dermed, tog Mod til sig og bragte ivrig deres Forsæt til
Udførelse i den Tro, at de vilde finde Flåden blottet for
Forsvarere. Nogle af Danskerne, som ikke vidste Besked
om, hvad Kongen havde befalet, gik imidlertid for tidlig
imod dem, og så opgav de deres Angreb og gav sig i Steden
for pludselig på Flugt. Den Øvrige danske Flåde roede nu
vel efter dem alt, hvad Årerne kunde trække, men den kunde
ikke indhente dem, så hurtig sejlede de. Da Danskerne nu
var bleven trætte, og Dagen derhos var hed, slog de
Tjeldingerne op. Medens de andre Skibe nu lå i Havnen,
kom Ærkebispen af Lund til, og da han så' Skibene ligge
sådan med Tjeldingerne oppe midt på Dagen, bebrejdede
han Folkene deres Dorskhed og sagde: "Er der nogen Glæde
ved således at begrave eders Legemer, Stalbrødre, når eders
Sjæle burde være på Færde?" Med disse Ord skammede han
Krigsfolkene ud, fordi de lå og dasede ved højlys Dag, og
mindede Kongen om, at han i Steden for at ligge på den lade
Side burde give sine dovne Krigsfolk noget at øve deres
Kræfter på. Kongen blev halvvejs vred over Ærkebispens
Ord, men fandt dog tillige, at det ikke var med Urette, at han
bebrejdede ham hans Ørkesløshed, hvorfor han svarede, at
de Grave, de lå i, kunde de komme op af i en Fart; derpå lod
han Tjeldingerne tage ned og skyndte sig at sætte Kursen
-750-