Page 759 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Danmark, der lå øde og forladte hen, tog han atter til Orde
og sagde: "Der er intet sket, hvorfor du skulde støde
Mennesker, der trænger til din Hjælp, bort fra dit ellers så
milde Bryst, som ingen, der kommer ydmygt bedende til
dig, ellers har vanskeligt ved at få Adgang til; støder du os
fra dig, falder vi dig atter og atter til Fode som Børn, der
kun så meget ivrigere søger at krybe op på den vrede
Moders Skjød, jo hårdere hun slår dem. Mener I, at I ikke
har straffet os tilstrækkelig, kan I jo frit tilfredsstille eders
Vrede ved at tilføje os så megen Fortræd, som jer lyster.
Selv om I hærjer vore Marker, brænder vore Landsbyer,
jævner vore Byer med Jorden og myrder Landsens Folk, vil
vi kun bruge Bønner, ikke Våben imod jer, det er Tilgivelse
og ikke Krig, vi søger. Tørster I efter Blod, så rækker vi
Halsen frem, at I kan slå til med eders Sværd. Vil I gøre os
til Trælle, hvad kan vi da gøre mere end at overgive os?
Men hvem er så grum, at han ikke hellere vil spare dem, der
giver sig i hans Vold, og det er jo den største Tåbelighed at
ville erhverve sig det med Møje og Besvær, som man kan få
i Ro og Mag. Jeg ved vel, at du drages til Minde, at jeg i vor
første Samtale spottede over, hvor øde Danmark er blevet, at
det er derfor, du så vedholdende regner op alle de Steder, vi
har lagt øde, og at du ikke vil forhandle om Fred, førend I
har lagt lige så mange Steder øde hos os med eders Våben.
En Tåbe var jeg, at jeg krammede min Visdom ud og talte
om min Modstanders Forhold på en sådan Måde, at det kun
kunde blive os til Skade, idet jeg ikke betænkte, at en så
opmærksom Tilhører vilde tage Lære af, hvad jeg sagde, thi
det havde været bedre, om jeg havde sagt det barnagtigste
Vås. Men hvad jeg sagde den Gang, fortryder jeg nu, derfor
bør du også glemme det. Men sagde jeg den Gang Ting til
dig, som det var værd at overveje, så opfat også det, jeg nu
vil sige, med lignende Skarpsindighed, og skjænk mine Ord
nu den samme Omtanke, som du skjænkede det, jeg sagde i
vor første Samtale. Jo større Mandsslæt I anretter iblandt os,
-753-