Page 800 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

heraf nærede Mistanke til ham, erklærede han, at hans
Tavshed var et Vidnesbyrd om Hengivenhed og ikke om
Uvilje, thi han mindedes ikke, at Daneriget i Venskabelighed
var blevet delt imellem flere Konger, men vel at der fra
Arilds Tid var talrige Exempler på, at der havde rejst sig
Strid om Herredømmet imellem Fader og Søn. Havde han
forud vidst, hvad Kongen havde i Sinde, vilde han imidlertid
ikke have forholdt sig tavs, men nu havde han tiet, da
hverken Kongen eller hans Rådgivere havde meddelt ham
noget om denne Sag. Ved således at undskylde sin Tavshed
fik han Kongen til at skjule sin Vrede. Da Kongen efter
tilendebragt Togt i Roskilde bød ham sammen med de
øvrige danske Stormænd højtidelig at tilsværge Knud
Huldskab og Troskab, hvilket alle de andre strax var rede til,
undslog han sig og pådrog sig derved stor Mistanke om, at
han tragtede efter Kronen. Denne sin Attrå efter Magten
skjulte han imidlertid snildelig, idet han som Grund til sin
Vægring anførte, at så længe den, han først havde svoret
Huldskab og Troskab, var i Live, vilde han ikke træde i
nogen andens Tjeneste, at intet skulde få ham til at give sig
under en ny Herre i den gamles Sted, og at dette stred imod,
hvad der var Sæd i Danmark, og var utilbørligt for en ærlig
Mand, thi ingen dansk Mand havde for Skik at tjene to
Herrer, det var noget, kun Tyskerne plejede at gjøre, fordi de
var opsatte på at få så megen Sold som muligt. Udbrød der
nemlig Fejde mellem to, som havde lige stort Krav på
Lydighed, var det jo ikke muligt at være dem begge lydig,
hvem af dem man så støttede. Kongen var lige så snild som
han og skjulte sin Vrede under milde Ord og et venligt
Ansigt, men da Buris siden fulgte med Kongen til Halland,
gav denne ham stiltiende at forstå, at han mente, han
pønsede på Svig imod ham. For at fri sig for denne Mistanke
lovede Buris, at han vilde gjøre, hvad Kongen ønskede, hvis
han vilde øge hans Magt ved at give ham nogle flere Len og
give sine Frænders Børn Arveret til den Værdighed og
-794-