Page 801 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ringere Vælde, som deres Fædre havde, ligesom han selv
søgte at gjøre Danmark til et Arverige, medens det før havde
været et Valgrige. Ved Absalons Bistand opnåede han at få
største Delen af Jylland og gik så til Gjengjæld ind på at
hylde Knud. Men Kongens Venskab vandt han aldrig mere
igjen fuldt ud, thi Kongens Sind var således, at når han en
Gang for Alvor var bleven vred på nogen, blev han ham
ingen Sinde helt god igjen.
Da det lakkede ad Foråret, overdrog Kongen Absalon,
Kristoffer og Magnus Anførselen over et mindre Tog mod
Venderne, thi Flåden var kun bemandet med Østdaner og
Fynboer. Kristoffer havde Anførselen over Skåningerne,
men den, som egentlig rådede for det Hele, var Absalon. De
angreb Landskabet Tribsees, og da Kristoffer var så ung, fik
han sin Plads anvist imellem Absalons og Magnus' Folk, for
at han som Kongens Søn kunde have pålidelige Mænd at
støtte sig til. De afbrændte Landsbyerne så fuldstændig, at
de endnu den Dag i Dag ligger øde, og at man endnu ser
Spor af, hvor grumt Ilden har hærjet dem. Da det var på Tide
atter at vende tilbage til Flåden, fik Absalon, som førte
Bagtroppen, Bud om, at Fjenden var efter dem, og skjønt det
var så stærk Frost, at Fortroppen ikke kunde kaldes tilbage,
angreb han Fjenden med kun fyrretyve Ryttere, førend han
søgte at komme over Vadestedet, som han måtte over for at
komme ned til Flåden. Efter at have slået Fjenden på Flugt
rykkede han langsomt ned til Floden, som han slog Bro
over, og denne undlod han, da han var kommen over, at
bryde af bag sig, for at det ikke skulde se ud, som om han i
nogen Måde var bange. Da han var nået ned til Stranden, fik
han at vide, at Flåden havde søgt en anden Havn. Det var så
stræng en Kulde, at Folkene måtte grave Huler i Jorden for
at beskytte Hestene, der var nær ved at fryse ihjel, og der var
ikke en Mand i hele Hæren, som kunde bruge begge sine
-795-