Page 802 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hænder på én Gang. Der blev under Gravningen fundet en
stor Mængde Snoge, hvilket dog vakte mere Forundring end
Skræk, thi den stærke Frost havde gjort dem helt afmægtige
og næsten livløse. Da Vinden var gunstig, fik Skåningerne
Lov til at sejle hjem, men de fik strax efter Modvind, så de
ingen Vegne kunde komme og først kom afsted sammen
med Sjællandsfarerne og Fynboerne, da hele Flåden fik Bør.
Da de kom hjem, beskikkede Kongen Peder og Selgret til
Hovmestre for Kristoffer, for at den unge Mand under deres
kyndige Vejledning kunde tilegne sig høviske Sæder.
Om Sommeren gjorde Kongen selv et Tog. Volgasterne
havde nemlig på to Måder brudt den sluttede Overenskomst;
de havde ved deres Tyvagtighed drevet de Rygboer, der
boede sammen med dem, ud af Byen, og havde derhos åbnet
Peeneflodens Munding for Sørøverne. Just som han vilde til
at drage imod Leutizerne, fik han et Brev fra Henrik, der
rådede ham til at tage sig i Agt for en af sine Frænder, der
pønsede på Svig og tragtede efter Kronen; det var Buris,
som han kunde lade ham vide havde lagt Råd op med
Nordmændene om at rydde ham af Vejen; de havde lovet at
drage Kongen i Møde, når han drog hjem fra Toget, og
fange ham eller skille ham ved Riget. Det bedste Bevis for,
at det forholdt sig, som han sagde, vilde være, om han
mødte den norske Flåde på Hjemvejen fra sit Togt til
Venden. Næsten samtidig fik Kongen et Brev fra Norge, der
ligeledes meldte ham, at der var Forræderi i Gjære. De
Kongen havde åbenbaret Sagen for nogle få af sine
Rådgivere, dog uden at nævne sine Hjemmelsmænd,
bestyrkedes hans Mistanke og hans Tro på, at det forholdt
sig, som Brevene meldte, yderligere ved, at Vendelboernes
Biskop Toke forsikrede, at Buris havde nødt sine Krigsfolk
til at sværge på, at de vilde gå med til alt, hvad han fik i
Sinde at foretage sig. Kongen holdt ikke des mindre Sagen
-796-