Page 805 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Lønsti og huggede en Del af hans Følge, der havde spredt
sig, ned. Hallænderne tog lige så drabelig imod ham, thi da
han havde lagt ind i Niså, skilte de ham, inden han slap bort,
ved et af hans Skibe med hele dets Besætning.
Samme År anlagde Absalon, for at fortrædige Sørøverne, på
en Holm en ny Borg, som, skjønt det kun var en ringe
Befæstning, blev Landet til stor Beskyttelse, thi Sørøverne
var bange for den, og Landsens Folk færdedes trygt på
Havet i dens Nærhed.
Danskerne kunde ikke strax komme til at hævne den Uret,
Nordmændene havde begået imod dem, thi Tyskerne brød
troløst de Løfter, de havde givet dem. Bugislav havde
nemlig i sin Frygt for Danskerne søgt Tilflugt hos Henrik og
lovet ham Hørighed og Lydighed, og Henrik betænkte sig da
ikke på at bryde det Forbund, han havde indgået med
Kongen, som om det var gjort i Tåbelighed og ikke værd at
bryde sig om. Ja, da han drog til Floden Krempe og havde
en Sammenkomst med ham dèr, beklagede han sig endogså
over, at han havde fejdet på hans Lensmand Bugislav uden
først at have fremført for ham, hvad han havde at kære på
ham; hvis han mente, at Bugislav havde begået nogen Uret
imod ham, sagde han, burde han have rejst Klagemål imod
ham, inden han angreb ham med Våbenmagt. Hertil svarede
Kongen, at han ikke af Hensyn til nogen Magt i Verden lod
sig afholde fra at straffe den Uret, der tilføjedes ham, ved at
hævne sig på den pågjældende, og da de ikke kunde komme
til Enighed, endte Sammenkomsten med, at Forbundet
imellem dem gik over Styr. Her vil jeg Ord for Ord anføre,
hvad en sachsisk Ridder sagde, der var til Stede ved denne
Sammenkomst mellem Kongen og Hertugen og hørte, hvor
ligegyldigt de talte om Toget imod Venderne. "Jeg har",
-799-