Page 806 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sagde han, "noget at fortælle de tilstedeværende om min
Herre Henrik, men vidste jeg, at han var tilstede vilde jeg
hellere tie end komme frem dermed. Da han som umyndigt
Barn ved sine Frænders Uretfærdighed blev berøvet sin
Fædrenearv, og ingen ellers vilde tage sig af ham, var der
fire Mænd, af hvilke jeg selv var den ene, som af Hensyn til
hans Faders Fortjenester påtog sig at række det umyndige
Barn en Vennehånd og forsvare ham, da alle andre vendte
ham Ryggen. Vi gjorde os al Flid for både med Råd og Dåd
at fremme alt, hvad der kunde tjene til hans Velfærd, og da
vi mistvivlede om, at menneskelig Hjælp var nok,
fremstillede vi ham for Alteret og aflagde på hans Vegne det
højtidelige Løfte, at om Gud vilde vise ham den
Miskundhed at lade ham komme til sin Faders Ære og
Værdighed, skulde han til Tak for hans Godhed imod ham
alle sine Levedage hade Afgudsdyrkerne. Gud fandt Behag i
dette Løfte og magede det strax så, at den ædle Kejser
Konrad tog ham i sin Beskyttelse, og ved hans Hjælp kom
han til sin Fædrenearv. Men skjønt nu vi, som var gået i
Borgen for ham over for Gud, ikke aflod med at opfordre
ham til at holde det Løfte, vi havde aflagt på hans Vegne,
har han dog, dels af Gjerrighed og dels af Dorskhed, undladt
at fortsætte Krigen mod Venderne og vist sig utaknemlig for
den Nådegave, der var bleven ham til Del. Så stor var den
Iver, hvormed vi, der havde aflagt Løftet på hans Vegne,
mindede ham derom, at en af os, som formedelst sin høje
Alder jævnlig plejede at falde i Søvn, medens han deltog i
Hertugens hemmelige Rådslagninger, når hans Sidemænd
vækkede ham og spurgte, hvad han mente om den
foreliggende Sag, var mere opfyldt af Tanken om det Løfte,
han i sin Tid havde været med til at aflægge, end af det,
Rådslagningen drejede sig om, og svarede, at Hæren burde
føres mod Venderne. O, hvilken umådelig Bestandighed må
der ikke have været hos denne Mand, siden han ikke engang
kunde glemme sit Løfte, da han stod med det ene Ben i
-800-