Togt og havde forudsagt ham, at han snart vilde komme i
Slag med Sørøvere, men hvad der undrede ham i høj Grad,
tilføjede han, var, at han ikke vilde komme med i det Slag;
han kunde ikke begribe, hvorledes det skulde gå til,
eftersom han havde sat sig for, at han ikke vilde skilles fra
ham. Da Absalon skulde bryde op, fik Kongen Lyst til at
høre ham fortælle og bød ham blive tilbage, men han bad så
mindelig, om han ikke måtte være fri, og gav først efter, da
Kongen lovede ham at sørge for, at han kunde komme afsted
efter Absalon ved Daggry. Absalon havde sex Skibe med, de
tre af dem var gået op i Fjordene for bekvemmere at sanke
Ved til Brændsel, og da Ebben så pludselig kom, kunde de
ikke slippe bort, men blev siddende på Grund. Da Absalon,
som selv lå med de tre andre Skibe ude i Indløbet til Bugten,
i Dagningen sammen med sin Skriver sang sin
Morgensalme, hørte han Støj noget borte og bød Skriveren
se efter, hvad der var på Færde. Da han kom igjen og
meldte, at han så' ni Langskibe, tvivlede Absalon ikke om, at
det var Sørøvere, og han kaldte derfor med lydelig Røst på
Skibsfolkene, som endnu lå og sov. De sprang op i den
største Forskrækkelse, gav sig ikke Tid til at komme i
Klæderne, men trak blot i Brynjerne, og så bød han dem
hurtigst muligt ro imod Fjenderne, som allerede var dem så
nær, at de overdængede dem med Sten. For at komme så
meget hurtigere af Sted lod han Ankertovene kappe, så de
strax kunde begynde at ro. Venderne mente imidlertid, at de
med Lethed kunde jage Skræk i Blodet på Danskerne, og for
at betage dem Modet ved skrækkelige Skrål gav de sig til at
brøle af alle Livsens Kræfter, men da de mærkede, at det
kom de ingen Vegne med, flyede de til alle Sider, og et af
deres Skibe blev taget med hele sin Besætning. De, der
tyede ind i Bjørnekjær Skov for at skjule sig dèr, fik heller
ingen Nytte af det, thi Bønderne ransagede den på det
grundigste.
-802-