Page 828 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

kom, at Byfolkene havde gjort næsten alle de Steder, Ilden
havde ødlagt, i Stand igjen ved at fylde Hullerne med Ler,
og at Flammerne ikke blot gjorde dem Skade, men også var
dem til Værn, idet deres Voldsomhed ikke mindre hindrede
Danskerne i at storme, end dem i at forsvare sig. Hvis man
derhos nægtede at skåne Arkonaboerne, vilde Følgen blive,
at Rygboernes andre Byer, drevne til Tapperhed af den hårde
Nødvendighed, vilde sætte sig så meget hårdere til
Modværge, jo mere fortvivlede de var; hvis de derimod fik
at vide, at der var blevet sluttet Fred med Arkona, vilde de
let kunne bringes til at følge Exemplet og være betænkte på
at bjærge sig, og da det nu måtte anses for bedre at vinde
mange Byer med ét Slag end hårdnakket at vedblive med at
belejre en enkelt By, burde Tilbudet om Overgivelse ikke
afvises. Var de andre af en anden Mening, burde Gislerne i
alt Fald sendes ukrænkede tilbage, for at det ikke skulde
kunne siges, at der var blevet handlet troløst imod dem og at
Danskerne, imod Sædvane, svigagtig havde brudt deres
Løfte.
Denne Anskuelse undlod Ærkebiskop Eskil ikke at slutte sig
til, idet han udtalte, at Almuen burde rette sig efter
Høvdingerne og ikke Høvdingerne efter Almuen, og at det
ikke sømmede sig, at Rigets ypperste gav efter for
Menigmand. Desuden kunde der ikke opnås nogen
ønskeligere Sejr end ved at få et hedensk Folk til ikke blot at
betale Skat, men også til at antage Kristendommen. Han
lagde dem også på Sinde, at det var bedre at betjene sig af
Arkonaboernes Hjælp imod de øvrige Fjender end at være
opsat på at berøve dem Livet, eftersom det at undertvinge
Fjenderne er lige så meget bedre end at dræbe dem, som
Barmhjærtighed står over Grumhed. Forøvrigt vilde det
være bedre med ét Slag at vinde mange Fæstninger end at
foretrække at storme én frem for at indtage dem alle.
-822-