Page 827 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sølvpenge af hvert Par Øxne og stille lige så mange Gisler
som Sikkerhed for, at de vilde overholde disse Vilkår.
Da Krigsfolkene, der tørstede efter Fjendeblod og Bytte,
hørte det, blev der strax stor Forbitrelse og Røre imellem
dem; de begyndte højt og lydeligt at klage over, at man
røvede dem Sejrens Løn, nu, da de var lige ved at vinde den,
så de ikke fik andet end Sår og Vunder ud af deres store
Anstrængelser, og over at de ikke fik Lov til, som de selv
fandt for godt, at hævne al den Fortræd, der var tilføjet dem
af en Fjende, de nu næsten havde fået Bugt med; nu, sagde
de, skulde der tænkes på deres Velfærd, som man næsten
uden Ulejlighed kunde tage den herligste Hævn over for alle
deres Røvertog og alle de Ulykker, de havde udrettet
hjemme i Danmark. De truede med, at de vilde forlade
Kongen, fordi han ikke tillod dem at indtage Byen og
foretrak en ussel Sum Penge for en stor Sejr. Kongen, der
blev ærgerlig over sådan Klaffer, gik med Høvidsmændene
ud af Lejren for at være så meget længere fra al den Råben
og Skrigen, og spurgte dem om, hvad de syntes, om man
skulde tage imod Byens Overgivelse eller give den til Pris.
Da de opfordrede Absalon til at sige sin Mening om Sagen,
sagde han, at Fæstningen kunde tages, men ikke uden en
langvarig Belejring. Han vidste vel, sagde han, at
Menigmand vilde give hans Mening en vrang Udtydning,
men han vilde hellere mishage Folk, der optog den på en
ondsindet Måde, ved at give gode og gavnlige Råd end sætte
sine Stalbrødres Velfærd på Spil ved ufornuftig
Forekommenhed. Selv om denne Ild, der snarere var tændt
ved et guddommeligt Under end af Menneskehånd, næsten
havde lagt den øverste Del af Volden, der bestod af Træ og
Jord, i Aske, vilde den nederste Del, der var af en fastere
Bygning, ikke blive ødelagt af Ilden, og den var så høj, at
det ikke vilde være let at komme Fjenderne til Livs. Dertil
-821-