Page 824 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

komme til at gjøre ham nogen Fortræd, forlangte han noget
Halm, han kunde stikke Ild i. Da de spurgte, om han havde
noget at tænde med, svarede han, at han havde Fyrstål og
Flintesten, og lagde dem på Sinde, at de måtte hjælpe ham
ned igjen, når Ilden havde taget fat. Da de nu så' sig om efter
noget, han kunde stikke Ild i, spillede Tilfældet dem det i
Hænderne, som de søgte; der kom nemlig en kjørende med
et Læs Halm, der skulde bruges til et eller andet; det tog de
nu, kastede Negene fra den ene til den anden og langede
dem med deres Spyd op til den unge Mand, og snart var den
brede Åbning stoppet helt fuld, hvilket der ingen Fare var
ved, eftersom Tårnet var helt forladt. Byfolkene anede
nemlig ingenting om, hvad der gik for sig, og Tårnets uhyre
Størrelse bidrog yderligere til at føre dem bag Lyset, og dets
brede Fremspring på begge Sider tjente tillige Danskerne til
Dækning. Da Ilden fængede, og Tårnet pludselig kom i
Brand, steg han, som havde antændt Ilden og således gjort
det første Skridt til at skaffe sine Stalbrødre Sejr, med deres
Bistand ned igjen. Da Byfolkene opdagede Røgen, blev de
så forfærdede over denne uventede Fare, at de ikke vidste,
om de først skulde vende sig imod Ilden eller imod Fjenden,
og da de omsider havde fået besindet sig, gav de sig af al
Magt i Kast med Ilden og begyndte, uden at ænse Fjenden,
at bekæmpe Flammerne, medens Danskerne søgte at hindre
dem i at slukke og var lige så ivrige efter at holde Branden
ved lige, som de andre var efter at dæmpe den. Da Vandet
omsider slap op for Arkonaboerne, gjød de Mælk i Ilden,
men jo mere de hældte på af den, des stærkere blussede den,
så det havde blot til Følge, at den greb om sig af alle
Kræfter. Al den Råben og Skrigen, der var, fik nu Kongen til
at gå ud at Lejren for at se, hvad der var på Færde, og da han
så', hvorledes det stod til, blev han strax meget forbavset og
skjønnede ikke ret, om denne Brand kunde få nogen
Betydning med Hensyn til Byens Indtagelse, hvorfor han
spurgte Absalon, hvad de skulde gjøre. Han bad Kongen om
-818-