undre sig over hans overmåde store Sværd, hvis Skede og
Fæste var af Sølv og prydet med prægtigt ophøjet Arbejde.
Gudsdyrkelsen foregik på følgende Måde: én Gang om Året,
når Høsten var til Ende, samledes alle Folk på Øen foran
Templet, ofrede Kvæg og holdt et festligt Måltid til
Gudernes Ære. Præsten, som i Modsætning til, hvad der
ellers var Landsens Skik, havde langt Hår og Skjæg, plejede,
Dagen før han skulde foretage den hellige Handling, at gå
ind i Templet, som han alene havde Lov til at betræde, og
feje og omhyggelig rengjøre det, hvorved han måtte passe
på at holde sin Ånde, så at han hver Gang, han var nødt til at
trække Vejret, måtte skynde sig hen til Døren, for at Guden
ikke skulde besmittes ved, at et Menneske drog Ånde i hans
Nærværelse. Dagen efter, når Folket havde lejret sig uden
for Templets Dør, tog Præsten Hornet ud af Gudebilledets
Hånd og efterså nøje, om Vinen i det var svundet, hvilket
holdtes for et Varsel om, at der vilde blive Misvæxt næste
År, hvorfor han i så Fald pålagde Folk at spare på Årets
Afgrøde for at have noget af den til næste År. Var Vinen
derimod ikke svundet, spåede han et frugtbart År; i Henhold
til, hvad Hornet således varslede, opfordrede han altså Folk
til at holde godt Hus med Årets Afgrøde eller til at gjøre sig
rigelig til gode med den. Derpå udgjød han Vinen som et
Drikoffer for Afgudsbilledets Fod, fyldte Hornet på ny, og
lod, som om han drak til dets Ære, hvorhos han med
højtidelige Ord bad om alt godt for sig selv og Landsens
Folk, om Velstand og Sejr, satte så Hornet for Munden og
drak det hurtig ud i ét Drag, hvorpå han atter fyldte det og
atter stak det i Gudebilledets højre Hånd. Der blev også
ofret det en rund Honningkage, der var næsten lige så stor,
som et Menneske er højt. Den stillede Præsten imellem sig
og Folket, og spurgte så, om de kunde se den; når de så
svarede Ja, udtalte han Ønsket om, at de ikke måtte kunne se
den til næste År, hvormed Meningen ingenlunde var, at han
ønskede sig selv eller Folket Døden, men at han ønskede, at
-812-