Page 826 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

alt Håb nu var ude for Byfolkene, og de kun havde Død og
Undergang for Øje, var der en af dem, som oppe fra
Brystværnet råbte med høj Røst på Absalon og forlangte at
komme til at tale med ham. Absalon bød ham gå hen i den
roligste Ende af Byen, så langt som muligt fra Larmen og
Blodsudgydelsen, og dèr spurgte han ham så, hvad han
vilde. Han bad da, idet han ledsagede sine Ord med sære
Fagter og Lader, om at Danskernes Angreb måtte blive
standset, til Byfolkene kunde få overgivet sig. Hertil svarede
Absalon, at der ikke kunde være Tale om at holde inde med
Stormen, med mindre de ligeledes holdt op med at søge at
dæmpe Ilden. Det Vilkår gik Venderen ind på, hvorpå
Absalon ufortøvet forelagde Kongen hans Andragende.
Kongen lod strax Høvidsmændene kalde sammen fra Slaget
for at rådføre sig med dem om denne Sag, og Absalon sagde
da, at man burde gjøre, hvad Venderne bad om, thi jo
længere det trak ud, des vanskeligere vilde det falde
Byfolkene at få Bugt med Ilden, og kunde de ikke det, vilde
Ilden gå af med Sejren, selv om Danskerne holdt sig tilbage,
så selv om de holdt sig i Ro, vilde de ved at lade Ilden
kæmpe for sig opnå, hvad de ikke mægtede ved egne
Kræfter. Selv om de en Times Tid afholdt sig fra at kæmpe,
vilde man derfor ikke kunne sige om dem, at de var
ørkesløse, da de uden selv at udsætte sig for nogen Fare lod
en anden Magt kæmpe for sig. Dette Råd vandt Bifald, og
Kongen sluttede Fred med Arkonaboerne på de Vilkår, at
Afgudsbilledet skulde udleveres tillige med alle de til
Templet hørende Skatte, at de skulde sætte alle de kristne
Fanger i Frihed uden Løsepenge og indføre kristen
Gudstjeneste, som den øvedes i Danmark. Alt det Jordegods,
der var henlagt til Afguderne, skulde anvendes til bedste for
den kristne Kirke. Når som helst Omstændighederne
krævede det, skulde de følge Danskerne i Leding og måtte
ingen Sinde undlade at møde ved Hæren, når Kongen opbød
dem. Derhos skulde de årlig udrede en Skat af fyrretyve
-820-