Imidlertid havde Hæren givet sig i Lag med de forskjellige
Arbejder, Belejringen krævede; nogle byggede Skure til
Hestene, andre rejste Telte og traf andre nødvendige
Foranstaltninger. Medens Kongen på Grund af den stærke
Hede, det var om Dagen, holdt sig i Ro i sit Telt, begyndte
nogle danske Drenge, som i Kådhed havde vovet sig helt
hen til Volden, med Slynger at kaste Sten op på
Fæstningsværkerne. Arkonaboerne morede sig mere, end de
blev forskrækkede over deres Påfund, og undså sig ved at
bruge deres Våben imod sådant Legeværk, så de foretrak at
se på Drengene frem for at drive dem tilbage. Så var der
nogle unge Mennesker, som gav sig til at kappes med
Drengene om på samme Måde at udæske Byboerne, og så
blev disse kjede af at se ørkesløst til og greb til Våben, hvor
nødigt de end vilde til det. En Del flere unge Mennesker
forlod nu deres Arbejde og løb til for at komme deres
Stalbrødre til Undsætning, men Rytterne betragtede det hele
som Børnestreger. Således blev det, der var begyndt som
noget rent ubetydeligt, der ikke var værd at ænse, snart til en
heftig Kamp, som man ikke kunde tage sig let, og
Børnelegen voxede efterhånden til en alvorlig Dyst imellem
Mænd. Jorden, Porten var opfyldt med, var imidlertid sunket
sammen og havde dannet en Hule eller Revne, så der var
opstået et stort Gab imellem Tårnet og Græstørvene. Det
lagde en overordentlig modig Ungersvend, som man for
Resten ellers ikke ved noget om, Mærke til, og han
skjønnede da, at her var en gunstig Lejlighed til at sætte det
i Værk, de pønsede på; han bad da sine Stalbrødre om at
hjælpe sig derop, gjorde de det, skulde Byen strax blive
indtaget og Sejren vundet. Da de spurgte ham, hvorledes de
kunde være ham behjælpelige dermed, sagde han, at de
skulde stikke deres Spyd ind imellem Græstørvene, så at han
kunde klavre op ad dem som ad en Stige. Da han på denne
Måde var kommen derop og så', at han inde i Hulen kunde
være sikker på, at Fjenderne ikke fra nogen Side kunde
-817-