Page 820 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ingen andre end Praæten måtte fodre den eller ride på den,
for at det guddommelige Dyr ikke skulde blive holdt i
ringere Anseelse, når det blev hyppigere brugt. På denne
Hest mente Rygboerne, at Svantevit - således kaldtes
Afguden - red, når han kæmpede imod sin Helligdoms
Fjender, og et Bevis herpå fandt de især i, at den, skjønt den
om Natten stod i Stald, som oftest om Morgenen var
tilstænket og svedt, som om den kom lige fra Kamp og
havde løbet en lang Vej. Der blev også taget Varsler af
denne Hest på følgende Måde: når man fik i Sinde at føre
Krig med et eller andet Land, plejede Tempeltjenerne at
opstille sex Spyd, to og to korsvis sammen, i lige stor
Afstand fra hverandre og med Oddene ned i Jorden. Når
Toget så skulde gå for sig, førte Præsten Hesten, efter at
have holdt en højtidelig Bøn, optømmet ud af Forhallen og
lod den springe over Spydene; hvis den så hævede højre Ben
før end venstre, ansås det for et Varsel om, at Krigen vilde få
et lykkeligt Udfald, men hævede den blot én Gang venstre
Ben først, opgav man det påtænkte Angreb, ja, de bestemte
først, hvornår de vilde lette Anker, når de havde set den tre
Gange i Træk springe over Spydene på den Måde, de tog for
et lykkeligt Varsel.
Også når de skulde rejse bort i andre Anliggender, tog de
Varsel af det første Dyr de mødte. Var Varslet gunstigt, drog
de gladelig videre, var det ugunstigt, skyndte de sig hjem
igjen. Lodkastning var de heller ikke ukjendte med. de
kastede nemlig tre Træstykker, hvide på den ene Side og
sorte på den anden, i Skjødet som Lodder, og hvidt varslede
så Lykke, sort Ulykke. Ikke engang Kvinderne afholdt sig
fra at give sig af med den Slags Ting. Når de sad ved Arnen,
trak de nemlig somme Tider på Må og Få Streger i Asken og
talte dem sammen, og var Tallet så lige, troede de, det
varslede Lykke, var det ulige, betragtede de det som et
-814-