Page 880 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det for det meste plejer at gå, at fejge Folk af Frygt for én
Fare styrter sig i en anden. De fleste af dem, der ikke sprang
i Søen, huggede Danskerne ned, skjønt de burde have skånet
dem, fordi de ikke havde villet ende deres Liv på så
uhæderlig Vis som deres Stalbrødre. Deres afhuggede
Hoveder blev foran Muren om Absalons By sat på de
samme Stager, på hvilke Hovederne af nogle andre
Sørøvere, som Sjællandsfarerne for kort siden havde fanget,
havde haft deres Plads. Dette jog Sørøverne stor Skræk i
Blodet, og dette gruopvækkende Syn bidrog meget til at
gjøre Ende på deres Uvæsen. Styrmanden selv blev holdt
fangen tillige med nogle få af sine Folk, og da han bildte sig
ind, at han skulde få Lov til at kjøbe sig fri, sagde han, da
han fik sine Stalbrødres rådne Hoveder at se, at han vilde
gjøre det samme ved Danskerne, men han slap ikke ud af sit
Fængsel og måtte bøde med Livet, ikke blot for det
Sørøveri, han før havde drevet, men også for de Trusler, han
nu havde ladet sig forlyde med.
I de samme Dage traf Esbern og Vetheman, som stadig lå
ude med deres Skibe for at vogte de danske Farvande og
flittig gjorde Jagt på Sørøverne, med fire Skibe på syv
Sørøverskibe. En stor Vovehals af en Kæmpe ved Navn
Mirok kunde ikke lade sig nøje med tappert at værge sit eget
Skib, men sprang i Tillid til sin Tapperhed ganske alene over
på Vethemans, da det bordede hans. Rorfolkene krøb fejgt i
Skjul, så Vetheman var den eneste, der stillede sig imod
ham. Da Esbern kom sejlende forbi og så' det, lo han blot og
vilde hverken tilføje Fjenden nogen Overlast eller hjælpe sin
Stalbroder, for at det ikke skulde hedde sig, at han havde
hjulpet flere mod én. Han sejlede derfor videre og fangede
en overmåde tapper Kæmpe ved Navn Strumik. Mirok lod
sig imidlertid ikke drive tilbage, førend der kom Folk til fra
et andet Skib, som kom Vetheman til Undsætning.
-874-