strax sine Klæder, skjønt han kun havde fået sig halvt toet,
lod blæse i Lur for at kalde sine Skibsfolk sammen, gik om
Bord på sit Skib, som han havde ladet ligge sejlklart i
Havnen, og stævnede ud i rum Sø. Niels, der tjente ham som
Hushovmester og Staldmester, skyndte sig at få fat i en
gammel læk Skude, som han lod øse læns og i en Hast fik
gjort sejlklar, og så satte de begge efter Sørøverne, Absalon
for fulde Sejl, Niels med Årerne. Da Sørøverne så', at
Absalons Skib sejlede bedre end deres, greb de til List for at
slippe bort, tog Sejlet ind og arbejdede sig med Årerne op
imod Vinden, men medens de var i Færd med det, mødte
Niels dem med sit Skib. Også ham narrede de ved et snildt
Påfund af Styrmanden; thi da de næsten var lige på Siden af
ham og strøg forbi ham, løb de nemlig alle på én Gang over
i den anden Side af Skibet, så at den, der vendte imod
Fjenderne, rejste sig som en Mur, der skjærmede dem imod
Kastespydene. Efter således at have narret Fjenden krydsede
de og gjorde de snildeste Vendinger for at slippe bort. De
var så opsatte på at flygte, at da Spydene i Massevis haglede
ned over deres Skib, og de endogså fik Hænderne
gjennemborede af Pile, lod de Pilene sidde, hvor de sad, og
holdt ikke op at ro, i den Grad nødte den overvættes Angst,
de var i, dem til at lade de Smerter, deres Sår voldte dem,
uænsede. Nogle arbejdede også så voldsomt imod Bølgerne,
at de sad og døde, medens de trak på Årerne; andre, der
havde fået Ryggen gjennemboret af Spyd, var så optagne af
at ro, at de ikke gav sig Tid til at trække Spydene ud af deres
Legemer, i den Grad havde Frygten for de større Sår, de
måske kunde få, døvet Smerterne i de mindre, de havde fået.
Efter at de således længe havde roet om Kap, uden at det var
muligt at afgjøre, hvad Enden vilde blive, fik Danskerne
omsider Overtaget, og Sørøverne blev tagne. Nogle af dem
turde i deres Angst for, hvad der nu sikkert forestod dem,
ikke bie på Danskernes Sværd, men sprang over Bord og
vilde hellere selv søge Døden end falde for Fjendehånd, som
-873-