Page 881 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sejrherrerne gjorde så stor Ære af ham, at de satte ham på
fri Fod, da han var bleven tagen til Fange og havde fortjent
Døden, thi de vilde hellere ære ham for hans Tapperhed end
straffe ham for hans Misgjerninger, Således skjænkede de
ham Livet for hans Mod og Manddom, skjønt han havde
fortjent Døden for sin Ryggesløshed.
Ærkebiskop Eskil, som nu var træt og mødig af sin
Embedsgjerning og ivrig ønskede at komme til Ro, søgte nu
Kongen om Tilladelse til at rejse bort, hvilket han med Nød
og næppe fik Lov til, hvorpå han begav sig til det anselige
Kloster Clairvaux i Frankrig. Dér levede han et roligt og
tilbagetrukket Liv, ombyttede sit anstrængende Liv i
Fædrelandet med en frivillig og fredelig Udlændighed og
følte sig lykkeligere til Mode blandt fremmede end blandt
sine Landsmænd.
Ved denne Tid begyndte Volgasterne, som var kjede af, at
deres By var så snæver, at udvide Byen, og ikke nok med
det, men de fandt også på en ny Slags Fæstningsværker. De
rammede nemlig en Mængde Pæle ned omkring Murene, for
at Fjenden ikke skulde kunne få Adgang, afspærrede
Vadestederne i Nærheden af Murene og gjorde ved Hjælp af
store Sten de dybere Steder i Floden ufarbare for Skibe.
Også alle andre Indløb, der var farbare for Skibe, spærrede
de enten med Sten eller med andre Forhindringer. Da
Kongen som Følge heraf ikke kunde komme ind her, hvad
han helst vilde, måtte han på det næste Togt, han gjorde
imod Venderne, lade Flåden løbe ind ad Swinemünde,
hvorpå han afbrændte Julin, der var blottet for Forsvarere,
og Byen, som lige var bleven bygget op igjen, blev således
atter ødelagt. Han hærjede ikke blot Egnen omkring Julin,
men også omkring Camin, men selve denne By angreb han
-875-