Page 887 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han nærede stor Fortrolighed til og sidst af alle vilde
mistænke. Han plejede at ledsage Kongen som Vognstyrer,
når han til Vogns drog på Falkejagt, og at være hans eneste
Ledsager, og da det glippede for de sammensvorne, havde
han lovet dem at fuldbyrde Mordet på Kongen med egen
Hånd, når han sprang af Vognen og bukkede sig ned for at
hjælpe Falken med at holde på Fuglen, den havde fanget;
men hvor let man end skulde synes, det måtte være at
overrumple Kongen på den Måde, havde Lykken aldrig
været ham gunstig og givet ham Lejlighed til at begå det
Mord, han havde lovet at påtage sig. Af alle disse
vidunderlige Tildragelser, sagde Tyskerne, fremgik klarligt,
at Kongen ikke kunde falde for noget Menneskes Hånd, da
det ikke var Menneskekløgt, men et himmelsk Forsyn, der
havde frelst ham ud af så store Farer, som han ingen Anelse
havde om.
Denne Tyskernes Samtale, der havde sit Udspring i Undren
over, hvorledes alt havde føjet sig, betragtede Eneboeren
som en Hemmelighed, der var bleven åbenbaret ham af
Himlen; han fortalte en Abbed, der besøgte ham, Ord til
andet, hvad han havde hørt, og pålagde ham ufortøvet at
begive sig til Kongen og meddele ham det. Da Kongen fik at
vide, hvad Tyskerne havde sagt, og skjønnede, at de angivne
Tider og Steder samt de øvrige Omstændigheder ved hans
Rejse passede med Angivelsen, begyndte han at fæste Lid
dertil og ønskede sig til Lykke, ikke blot med, at Gud havde
gjort Forrædernes Anslag til intet, men også med at han
havde ladet dem komme frem for Dagens Lys. Karl, som
ikke vidste noget om dette, følte sig lige så tryg som hidtil,
og, hvad enten det nu var for snildelig at skjule de
Mordplaner, han omgikkes med, eller han mistvivlede om at
kunne sætte dem i Værk, begav han sig til Absalon og bad
ham for deres Slægtskabs Skyld om at hjælpe sig til at opnå
-881-