Page 885 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Valdemar på Grathehede, da han kæmpede på Svends Side,
og Kongen havde ikke blot skjænket ham Livet, men også
optaget ham blandt sine Venner og fortrolige og fra ringe
Kår hævet ham til stor Ære og Værdighed, så i Steden for at
straffe ham, som han havde fortjent, havde Kongen vist ham
stor Kjærlighed. Han kunde så meget tryggere arbejde på sit
forræderske Anslag, som ingen vilde tro ham i Stand til
sligt, thi det kunde ikke let falde Kongen ind, at den, han i
sin Tid havde skjænket Livet, pønsede på hans Død.
Dette Anslag blev længe holdt skjult, men så blev det
opdaget på følgende Måde. Nogle Tyskere, som tjente i
Magnus' Hird og var indviede i Anslaget, kom en Gang, da
de i hans Ærind rejste igjennem Holsten, til at ligge Natten
over hos en Eneboer. De vidste ikke af, at hans Sovekammer
stødte lige op til det, de lå i, så der kun var en Væg imellem
dem, og om Natten lå de så og talte sammen og udbredte sig
vidtløftig over, hvor mærkværdigt det var, at Kongen endnu
var i Live, så mange Ting som Magnus og Karls Sønner
havde udpønset for at overrumple ham og hemmelig berøve
ham Livet; det kunde ikke skyldes Tilfældigheder, men
måtte tilskrives Forsynets stadige Beskyttelse, sagde de, at
alle de Anslag, der var bleven udtænkte imod ham, uden at
han anede det, var blevne til intet. Magnus havde således en
Gang, kun væbnet med Sværd og Jagtspyd til at fælde
Vildsvin med, ledsaget Kongen, da han skulde over til
Sjælland, og fulgt ham helt ud til et Vadested, hvor Knud
skulde møde dem tillige med de andre sammensvorne, rustet
på samme Måde, for at man ikke skulde fatte Mistanke, når
de blot var væbnede til Jagt. De kom imidlertid ikke, og
Magnus turde ikke begå Udåden alene, så han lod, som om
han aldrig havde haft ondt i Sinde, sagde Farvel til Kongen
og tog hjem. Da han var draget bort, mødte Kongen, da han
var kommen over Vadestedet, Knud, som blev ganske
-879-