Page 883 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Danskerne, en sådan Skræk i Blodet, at de sendte Prislav til
Danmark for at bede Kongen om ikke at påføre dem Krig.
Han traf Flåden sejlklar, men opnåede ved Tilbud om en
Sum Penge ikke blot, at der ikke blev noget af Togtet, men
også at der blev sluttet en toårig Våbenstilstand. For øvrigt
blev det ikke gjort til Betingelse, at de skulde antage
Kristendommen, som de fleste af deres Stormænd bekjendte
sig til, medens Menigmand ikke vilde have noget med den
at gjøre, thi skjønt de var kristne af Navn, levede de som
Hedninger og besmittede Kristennavnet med deres
Gjerninger.
Hertug Henrik havde nu fået sine Sager i Bayern bragt i
Orden, og da han ikke kunde yde Venderne nogen Hjælp
imod Danskerne, søgte han nu at vinde Valdemars Venskab,
som han først havde stræbt at opnå ved Sendemænd og
dernæst ved et Møde ved Ejderen, men det var fra hans Side
mere snedigt end ærligt ment. Stædig var han nemlig nok,
men Standhaftighed i det gode havde han ikke noget af, og
han kunde aldrig længe og trofast holde Venskab med
Danskerne. Han holdt det for en Dyd at lyve, fo'r hellere
frem med Svig end med Ærlighed, forstilte sig og foretrak,
hvad der kunde være ham tjenligt, frem for hvad der var
hæderligt, så han brød stadig på den skammeligste Måde
sine Overenskomster med Danskerne. Derimod udmærkede
Kongen sig ved sin store Retsindighed og ved den
Standhaftighed, han lagde for Dagen i alle Måder. Det var
derfor intet Under, at der ikke kunde bestå noget varigt
Forbund eller fast Venskab imellem den retsindige Konge og
den upålidelige Sachser.
Omtrent i de samme Dage opgav en Mand, der var Søn af en
Smed og hed Sverre, det Præsteembede, han en Tid havde
-877-