Page 886 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

bestyrtet over, at hans medsammensvorne ikke var der, og
han lod da, som han var kommen for at ledsage Kongen.
Han var imidlertid endnu ivrigere og mere opsat på at
udføre, hvad de havde sat sig for, end Magnus, og besluttede
derfor at gå løs på Kongen, når han, som han havde for
Skik, havde sendt sine Riddere forud ned til Havet og sad
sammen med Kvindfolkene på Strandbredden for selv at
være en af de sidste til at gå om Bord. Han vilde da også
have øvet Udåden, hvis Kongen ikke imod Sædvane havde
skyndt sig bort fra Kvindfolkene og strax var gået om Bord,
hvilket ingenlunde skyldtes noget Menneskes Råd, men
udelukkende Himlens nådige Styrelse. Karl var imidlertid i
Forvejen af de andre sammensvorne bleven sendt over til
Skåne, for, hvis hans Broder fik sit Forsæt udført, som han
ønskede, at samle alle deres Venner for at udrydde alt
Kongens Afkom. Knud vilde imidlertid ikke engang nu
opgive sit Forsæt, men håbede at kunne få større Held til at
udføre i Skåne, hvad der var glippet for ham på Fyn. Han
skyndte sig derfor at komme over til Helsingborg før end
Valdemar for uformodet at overrumple ham, så snart han var
kommen til Skåne og gået fra Borde, thi han vidste, at
Kongen plejede at holde Jagt om Dagen og så sende sine
Rådgivere i Forvejen og i Tusmørket gå over dèr med et lille
Fartøj. Dette Anslag var ikke blevet til noget, fordi Kongen
tilfældigvis blev stedt i en anden Fare; Fartøjet, der førte
Kongen over, blev nemlig af Drivis ført langt bort fra det
Sted, hvor han vilde have gået i Land, og Krigsfolkene, som
ventede på ham, stimlede så sammen i Mængde for at
hjælpe ham ud af den Fare, og så måtte de sammensvorne
opgive deres Forehavende. Så måtte Knud og Karl, som nu
to Gange havde set deres Anslag glippe, hænge Brynjerne
hen igjen, som de bar under deres Klæder for at komme
Kongen til Livs. Men hvad der imidlertid endnu mere
undrede dem, var, sagde Tyskerne, at Valdemar havde
kunnet undgå at blive dræbt af en af de sammensvorne, som
-880-